Amazon stiger kraftigt oven på underskud

Det amerikanske storcenter på nettet, Amazon, overraskede alt og alle, da koncernens regnskab for første kvartal blev fremlagt efter børstid torsdag.

Koncernen havde et underskud i første kvartal på 57 mio. dollar eller minus 12 cent per aktie, men det får alligevel aktien til at stige, fordi analytikerne havde ventet endnu rødere tal. Til sammenligning lavede Amazon et overskud på 23 cent per aktie i samme periode sidste år.


Omsætningen i første kvartal løb op i 22,7 mia. dollar, svarende til en stigning på 15 pct. fra første kvartal 2014. Og justeres der for en ugunstig påvirkning af valutakurserne - primært den stærke dollar - steg omsætningen 22 pct. fra sidste år.


Amazon fløj op i eftermarkedet, hvor der blev lagt 6,8 pct. til kursen.

/ritzau/FINANS