Amazon og Apple mistænkt for ulovlige prisaftaler

Nu efterforskes om Amazon og Apple holder priserne på e-bøger kunstigt oppe.

Foto: HO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De amerikanske myndigheder har startet en undersøgelse af de kontrakter, som Amazon og Apple har indgået med store forlag om salg af e-bøger. Selvom der hersker priskrig på læseenheder til e-bøger – senest har Amazon lanceret en ny og billig Kindle – så er priserne på selve e-bøgerne forbavsende stabile.

Læs også: Amazon kæmper med omkostningerne

Faktisk koster e-bøgerne på New York Times' bestseller-liste stort set det samme hos både Amazon, Apple, Borders og Barnes & Noble. Det kunne tyde på, at der er indgået hemmelige prisaftaler, hvilket ellers er forbudt under amerikansk lov.

Det er statsadvokaten i den amerikanske forbundsstat Connecticut, Richard Blumenthal, der har indledt en efterforskning af prisaftaler for e-bøger.

Læs også: Kommune prøver e-bøger på skolebiblioteket


Den samme Blumenthal står også i spidsen for en undersøgelse, som 38 forbundsstater har startet af Googles indsamling af data i forbindelse med Street View-tjenesten.

Myndighedernes interesse går især på, at de største forlag har forpligtet sig til at give Amazon og Apple de mest favorable priser på deres e-bøger. Forlagene må således ikke sælge e-bøgerne billigere hos f.eks. Barnes & Noble.

Det har ført til, at e-bøgerne fra forlag som Penguin, Simon & Schuster, HarperCollins og Hachette koster akkurat det samme hos alle internet-forhandlere, fordi aftalerne forhindrer at der kan opstå en priskrig.

Blumenthal mener at det skader forbrugerne, som betaler for høje priser, og konkurrenter til Amazon og Apple, der forhindres i at tilbyde billigere bøger.