Amazon nægter at betale kompensation efter stor smutter

Sælgere, der har mistet tusindvis af pund på en softwarefejl, der førte til, at Amazon solgte deres varer for blot én penny, kan godt skyde en hvid pil efter kompensation fra Amazon.

Foto: EMMANUEL DUNAND

Amazon mener nemlig, at fadæsen skyldes en softwarefejl hos en tredjepart og vil derfor ikke betale kompensation.

Det skriver The Guardian.

- Lige i øjeblikket vil Amazon ikke yde nogen kompensation i denne sag. Du må kontakte tredjeparten, som er ansvarlige for denne fejl, skriver Amazon i en mail til sælgerne ifølge The Guardian. Tredjeparten i denne sag er RepricerExpress, som heller ikke har tænkt sig at betale kompensation.

Fejlen opstod fredag aften, hvor købere pludselig kunne købe varer ekstremt billigt, og hvor ordrerne pludseligt strømmede ind. Sagen har vakt vrede hos virksomheder der sælger varer gennem Amazon, og som i nogle tilfælde har mistet tusindvis af pund.