Amazon fik overraskende overskud - aktien stiger over 17 pct.

Den amerikanske e-handelsgigant Amazon.com kom torsdag aften med et overraskede godt regnskab for andet kvartal. Handelsplatformen fik til analytikernes forundring overskud i perioden.

Foto: EMMANUEL DUNAND.
Læs mere
Fold sammen

Amazon kunne rapportere om et overskud per aktie på 0,19 dollar for andet kvartal af 2015 mod sidste års underskud på 0,27 dollar per aktie.

Analytikerne havde forudset et underskud på 0,14 dollar per aktie ifølge et prognosegennemsnit udarbejdet af Bloomberg News.

Omsætningen løb op i 23,2 mia. dollar mod 19,3 mia. dollar i kvartalet sidste år. Estimaterne fra analytikerne lød på et salg i størrelsesordenen 22,4 mia. dollar.

For tredje kvartal spår Amazon en omsætning i intervallet 23,3-25,5 mia. dollar, hvor markedets estimat lyder på en omsætning på 23,9 mia. dollar.

Selskabet venter et driftsresultat for tredje kvartal i spændet mellem et tab på 480 mio. dollar og et overskud på 70 mio. dollar. Analytikerne estimerer et tab på 268 mio. dollar.

Amazon-aktien skød hele 17,3 pct. i vejret oven på det overraskende resultat.