Amazon beskylder myndigheder for at chikanere stifter og topchef

De amerikanske konkurrencemyndigheder er ved at grave sig godt ned i internetgigantens indbringende abonnementsforretning, der anklages for at være konkurrenceforvridende og for svær at slippe ud af. Amazon forsøger nu at slå tilbage ved at kritisere »urimeligt byrdefulde« krav til Amazons stifter og nuværende topchef, som skal forklare sig.

Amazon-stifter og tidligere topchef, Jeff Bezos, bliver ligesom sin efterfølger udsat for ren chikane af de amerikanske myndigheder, lyder en klage fra internetgiganten. Paul Ellis/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er tale om ren chikane mod stifteren af verdens største internetimperium, Amazons Jeff Bezos, og selskabets nye topchef.

Det gør Amazon klart over for de amerikanske konkurrencemyndigheder i Federal Trade Commission (FTC), som er i færd med at grave sig ned i Amazons abonnementstjenester, herunder Amazon Prime, for at få styr på, om de overtræder forbrugerbeskyttelseslovgivningen.