Amagerbankens tidligere topchef frifundet for bedrageri i landsretten

Knap var Jørgen Brændstrup frifundet i den 900 mio. kr. store erstatningssag, som Finansiel Stabilitet havde anlagt mod den tidligere ledelse i banken, før han måtte en tur i landsretten i en straffesag. Men onsdag blev han frifundet for groft bedrageri.

Foto: Erik Refner. Amagerbankens daværende topchef Jørgen Brændstrup (tv.) og den daværende bestyrelsesformand N.E. Nielsen.
Læs mere
Fold sammen

Amagerbankens tidligere topchef, Jørgen Brændstrup, blev onsdag morgen sammen med den tidligere ejendomsmatador og hotelkonge Henrik Schimming og en forhenværende ansat i banken frifundet for groft bedrageri i Østre Landsret i en sag om muligt misbrug om insideroplysninger. Landsretten blåstemplede dermed byrettens frifindelse sidste år.

Det er anden gang Jørgen Brændstrup frifindes i en betydelig retssag i denne uge. I mandags frifandt byretten således ham og den øvrige tidligere ledelse for et erstatningskrav på  900 mio. kr.

I straffesagen stod de tre anklaget for at have brugt fortrolige insideroplysninger om, at en amerikansk virksomhed Deltek i 2010 var villige til at betale en høj pris langt over børskursen for it-selskabet Maconomy. Inden it-selskabet blev solgt til amerikanerne, overdrog Jyske Bank og Vestjysk Bank aktier i Maconomy til Amagerbanken.

Men Amagerbanken sagde intet til de to jyske banker om udsigten til gevinsten, og Jyske Bank og Vestjysk Bank tabte dermed i alt 15 mio. kr. Ifølge Bagmandspolitiet udnyttede de to bankfolk og Henrik Schimming dermed deres insiderviden til at begå bedrageri i maj 2010.

Umiddelbart efter transaktionen mellem bankerne steg Maconomys aktier voldsomt i værdi, og Jyske Bank tabte således på engagementet, mens Amagerbanken eller Amagerbankens kunde fik en tilsvarende gevinst.

Men byretten frifandt Jørgen Brændstrup, Henrik Schimming og endnu en bankmand fra Amagerbanken, fordi retten lagde vægt på, at der var tale om et betinget og uforbindende tilbud. Og derfor var der ingen pligt til at give oplysninger til Jyske bank og Vestjysk Bank. Og denne dom har landsretten nu altså stadfæstet, omend en enkelt dommer ud af seks var uenig.

Senioranklager Anders Sejer Pedersen tog dommen til efterretning, som han nu vil gå hjem og nærlæse: »Vi har ment, at det var vigtigt at få det her spørgsmål prøvet - også af landsretten, fordi vi mente, at den var af principiel karakter,« siger han.

Søren Lundsgaard, som er forsvarer for den tidligere ansatte i amagerbanken, mener, at anklagemyndigheden tager fejl, når den betegner sagen som principiel: »Tværtimod, sagen er er helt konkret,« siger han.

Det er ikke kun Jyske Bank, der tabte penge handlen med Maconomy-aktier med Amagerbanken. Også statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet mistede penge på at overdrage en portion Maconomy-aktier til Amagerbanken i 2010, kort før aktiekursen eksploderede.

Under Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den tidligere ledelse i rigmandsbanken Capinordic Bank kom det frem, at statens oprydningsselskab i april 2010 overdrog 243.000 stk. Maconomy-aktier til en værdi af 2,8 mio. kr. til enten Amagerbanken eller bankens kunde.

Da Maconomy blev solgt, og kursen næsten fordoblet, steg aktiernes værdi steg fra 2,8 mio. kroner til 4,9 mio. kroner. Finansiel Stabilitet tabte således godt to mio. kroner på transaktionen. Men oprydningsselskabet hentede siden tabet hjem, da Amagerbanken gik konkurs i 2011, og bankens aktiver blev overdraget til Finansiel Stabilitet.

Oplysningerne kom frem under retssagen, fordi Henrik Schimming var kunde i Capinordic Bank.

Henrik Schimming har i mange år været i ejendoms-, hotel- og restaurationsbranchen, men langt fra alt er gået godt. Ifølge databasen BIQ har han 29 konkurser bag sig i selskaber, hvor han har været direktør.

Blandt hans kendte selskaber er de konkursramte Danske Industrihuse og Dema Holding. Henrik Schimming er i dag adm. direktør i Egefeld Holding og P.K. Ejendomme. Schimming står ikke selv som ejer. Begge selskaber har gennem flere år været præget af revisoranmærkninger om bla. forbehold for fortsat drift.