Amagerbanken stormer i vejret

Der er kursfest over hele linjen for regionalbanken Amagerbanken. Alene i dag hopper aktien i vejret med over 10 pct., og på to uger er Amager-aktien steget 62 pct.

På blot to uger er Amagerbanken stormet i vejret med godt 62 pct. Fold sammen
Læs mere
Foto: Amagerbanken
10. august præsenterede Amagerbanken et hæderligt halvårsregnskab, der viste et plus for årets første seks måneder på knap 97 mio. kr., hvilket skal ses i forhold til et underskud i hele 2008 på 518,5 mio. kr.

Mere vigtigt, så tydede regnskabet på at banken vil være i stand til at modtage 1,4 milliarder kr. i risikovillige lån fra den statslige Bankpakke 2, som kan polstre bankens solvens.

Det har fået aktiekursen til at hoppe massivt. Før regnskabet lå kursen i 57 kr., mens en Amagerbank-aktie i dag koster 96 kr., svarende til en stigning på knap 62 pct. Alene i dag er kursen steget med godt 11 pct.

Forventet stigning
Inden regnskabet valgte Danske Banks finansanalytikere Per Grønborg og Lars Holm at hæve deres anbefaling på Amagerbank-aktien fra "sælg" til "neutral", netop med henvisning til, at aktien ville kunne hoppe hvis det kom til at stå klart, at Amagerbanken ville kunne deltage i Bankpakke 2. Alternativet ville formentlig have været at banken på sigt ikke ville være i stand til at overleve.

Noget kunne dog tyde på, at investorerne er blevet lovligt positive over for banken, der fortsat har en massiv eksponering i udlånsbogen mod det storkøbenhavnske ejendomsmarked. Danske Banks analytikere vurderede nemlig inden regnskabet, at en fair pris for Amagerbanken på 12 måneders sigt var 60 kr. pr. aktie.