Amagerbanken i kontroversiel redningsaktion

I et forsøg på at undgå et tab på op imod 300 millioner kroner lånte Amagerbanken uden reel sikkerhed godt 40 millioner kroner til to direktører i den kriseramte speditørvirksomhed Scan Global Logistics, der begge var gode bekendte af bankdirektør Jørgen Brændstrup og i forvejen havde økonomiske problemer.

Den kriseramte speditørvirksomhed Scan Global Logistics har ingen problemer med at låne 40 mio. kr. af Amagerbanken. De to direktører i virksomheden spiller blandt andet golf med bankens direktør. Foto: Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den pressede bank, Amagerbanken, der i skrivende stund er på en desperat kapitaljagt for at få del i en statsgaranti, var i efteråret 2009 hovedperson i en kontroversiel redningsaktion i speditørvirksomheden Scan Global Logistics.

Den kriseramte virksomhed, der blandt andet var ejet af kapitalfonden Odin, skyldte således op imod 300 millioner kroner til Amagerbanken og var i massive problemer. Underskuddet lød på næsten 60 millioner kroner, egenkapitalen var negativ og gælden til bankforbindelsen var på næsten 300 millioner kroner grundet et kollapset fragtmarked og et opkøb.

Dermed stod Amagerbanken og direktør Jørgen Brændstrup over for en akut risiko for at lide et voldsomt tab, da den københavnske bank var og stadig er primære bankforbindelse for transportselskabet.

I et desperat forsøg på at redde Scan Global Logistics valgte Amagerbanken derfor at udlåne godt 40 millioner kroner til de to Scan Global Logistics-direktører Jørgen Jessen og Allan Meldgaard, så de kunne tegne nye aktier i forbindelse med en kapitaludvidelse på 140 millioner kroner og dermed også presse de andre aktionærer til at komme med friske penge.

Jørgen Jessen og Allan Meldgaard, der nu ejer godt 29 procent af Scan Global Logistics, er begge gode bekendte af Amagerbankens direktør Jørgen Brændstrup og har blandt andet spillet golf sammen med ham.

Men da de fik det store lån af Amagerbanken, var der både negativ egenkapital i deres fælles investeringsselskab MMG samt deres respektive holdingselskaber CPC og LMT. Begge havde i 2009 en egenkapital, der var negativ med godt 12 millioner kroner.

Virker hovedrystende

»De to direktører er reelt majoriteter for banken, og det virker hovedrystende, at man som bank vælger den fremgangsmåde. Især når alle udmærket vidste, at både Allan Jessen og Jørgen Meld­gaard spillede golf med Jørgen Brændstrup,« siger en tidligere medarbejder i Scan Global Logistics, der ønsker at være anonym af hensyn til sit forhold til selskabet.

For Amagerbankens vedkommende var der ikke de store muligheder for at få sikkerhed for de 40 millioner kroner, man havde lånt ud, da banken i forvejen havde pant i alle aktierne i Scan Global Logistics samtidig med, at de to direktørers private huse i henholdsvis Bramming og Hjortshøj, som banken ifølge Tingbogen har pant i for godt fem millioner kroner, ikke er i nærheden af at dække indskuddet på de 40 millioner kroner.

»Når Amagerbanken gør, som de gør, så er det for at afværge en truende konkurs, men det her er ikke normalt. Denne sag kommer i forlængelse af en række andre sager, hvor man må undre sig over, hvorfor de ikke bare får dem lukket, så de ikke bliver ved med at koste banken penge,« siger bankekspert Bjarne Jensen fra BJ Consult.

Gamle kendinge

Direktør i Amagerbanken Jørgen Brændstrup kender de to direktører fra selskabet Mahé Freight, som den københavnske bank var bankforbindelse for over en længere periode og blandt andet hjalp gennem en svær rekonstruktion. Selskabet blev i 2007 fusioneret med ScanAm til Scan Global Logistics med kapitalfonden Odin som drivkraften med et mål om at skabe en førende speditørvirksomhed med et mål om en omsætning på fire milliarder og en børsnotering.

Flere ledende medarbejdere valgte i forbindelse med redningsaktionen at forlade Scan Global Logistics, ligesom direktøren Ole Møller Hansen reelt blev fyret af banken og i stedet erstattet af bankmanden Ole Sørensen, der kom fra en stilling som underdirektør i Roskilde Bank, men som ligeledes har en fortid i BG Bank og siden Danske Bank.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør i Amagerbanken, Jørgen Brændstrup.