Altors tid i Danmark rinder ud efter OW-skandale

Vanskelighederne fortsætter for den svenske kapitalfond Altor efter OW Bunker, og fonden kan få vanskeligt ved at fortsætte i Danmark.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kapitalfonden Altor får sværere og sværere ved at fortsætte med at drive forretning i Danmark efter en stigende del af ansvaret for sammenbruddet i OW Bunker peger i retning af den svenske fond. Det vurderer investorer og eksperter efter fremkomsten af nye oplysninger, som belaster fonden

Senest har DR fået adgang til en række bestyrelsesreferater og andre interne dokumenter, der blandt andet viser, at OW Bunker op til børsnoteringen tjente en stor del af sine penge på spekulation. Det skaber yderligere problemer for Altor, fordi det ikke fremgik af børsprospektet, hvor stor en del af indtjeningen der kom fra spekulation. Tidligere har det været fremme, at op mod 27 mio. dollar kom fra spekulation i 2013 – oplysninger, der ikke fremgik af børsprospektet.

Investorer og andre fonde ønsker ikke at udtale sig om Altor til citat, men siger, at den svenske fond nu får det meget svært. Professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet vurderer, at investorerne er nødt til at lade sagen få konsekvenser for Altor.

»Det skal have nogle konsekvenser, hvis man føler sig snydt. Ikke så meget for at straffe Altor, men også fordi man sender et signal til andre kapitalfonde om, at det ikke er risikofrit ikke at være ærlige. Alene af den grund er det rationelt for investorerne at straffe Altor voldsomt for det her, og på den måde er det frygteligt alvorligt for dem,« siger Per Nikolaj Bukh.

Han peger på, at det danske marked har en forholdsvis begrænset størrelse. Det betyder, at mange handler sker mellem parter, der i forvejen har relationer fra andre forretninger. Derfor er tilliden meget vigtig.

»Hvis nogen ikke lever op til den tillid, så falder der en straf, og det medfører, at man ikke vil handle med de banker, der har ført en virksomhed på børsen, og man er mindre tilbøjelig til at aftage aktier fra en ejer, som man har mistet tilliden til,« mener Per Nikolaj Bukh.

Han peger på, at store professionelle investorer skal vælge mellem en lang række mulige investeringer. Derfor er det et mindre problem at afholde sig fra at drive forretning sammen med Altor.

»Det er ikke sådan, at hvis de afholder sig fra Altor, går de glip af en masse, for de kan i mange tilfælde finde andre investeringer,« siger Per Nikolaj Bukh.

Store danske investorer som ATP og PFA er allerede i gang med at undersøge mulighederne for en retssag, som potentielt kan give dem erstatning for de tab, som de har lidt i forbindelse med konkursen. Det samme er en række amerikanske og andre udenlandske investorer.

Viser det sig, at OW Bunker har opnået en betydelig del af indtjeningen fra spekulation, kan det – som tidligere omtalt i Berlingske – vise sig, at prisen for selskabet har været for høj, da virksomheden blev sendt på børsen i foråret til 5,3 mia. kroner.

Michael Voss, adm. direktør i Fundamental Fondsmæglerselskab, var en af de investorer, som deltog i møderne op til børsnoteringen. Han købte ikke selv aktier i selskabet, men han mener, at det er rystende, hvis det viser sig, at en stor del af indtjeningen kom fra spekulation. Det blev nemlig ikke omtalt på de mange møder før noteringen.

»Det kunne måske være en idé fremover at bruge en løgnedetektor koblet til ved de store præsentationer. Når den slår ud, kan man bare rejse sig og gå. Tænk, hvor mange der har siddet til præsentationen og kigget ned og tænkt, bare det ikke bliver opdaget. De har vidst, hvad der foregik, og hvordan virksomheden tjente sine penge,« siger Michael Voss.

Altor har indtil nu ikke oplyst, hvor stor en del af forretningen, som er kommet fra spekulation. Generelt har fonden holdt sig til standardudtalelser sendt pr. mail. Og kapitalfonden står i en vanskelig kommunikativ situation i øjeblikket, mener Lars Gylling, marketingdirektør i analysebureat Yougov. Han siger, at der altid er en diskussion, hvordan en virksomheden skal håndtere en krise, men tavshed bliver sjældent anbefalet.

»Det, som de gør nu, vil for de fleste kommunikationsfolk stride imod det, som vi vil sige, er den fornuftige måde at agere på. Men det, som er problemet for Altor, er, at der er nogle strafferetslige ting ind over den her sag. Havde de ikke været der, kunne de ligeså godt prøve at tage brodden af det ved at indrømme deres fejl. Men det er ikke en mulighed nu, og derfor er det nok nemmest at gemme sig bag de samme standardsætninger,« siger Lars Gylling.

Altor er ikke vendt tilbage på Berlingske Business’ henvendelse om en kommentar til denne artikel.

LÆS MERE