Altid mindst 500 ledige job hos Mærsk

Topledelsen hos A. P. Møller - Mærsk har sat rekruttering af ledere på dagsordenen. At finde de rette til lederposten er den største begrænsning for vækst, siger Jess Søderberg.

Forleden dag tikkede der 22 nye ledige job ind på den særlige jobportal, som A. P. Møller - Mærsk står bag. Dermed nåede antallet af ledige stillinger hos landets største virksomhed op på 645.

Den historisk lave arbejdsløshed i Danmark med ledighedstal, der er på vej ned under 100.000 mennesker, kan dermed også mærkes hos rederiet, der ellers har en særlig stjerne hos mange unge mennesker, der ser et job i virksomheden som et drømmejob.

»Vi er en organisation i vækst med mere end 110.000 medarbejdere i mere end 125 lande og har jobrotation som en forankret del af vores virksomhedskultur. Det betyder, at vi altid søger dygtige og ambitiøse medarbejdere. Alle ledige stillinger bliver sat på vores jobportal. Der vil til hver en tid være mellem 500 og 1.200 ledige stillinger i vores virksomhed globalt,« siger Oscar Rosendahl, der er HR-chef i rederiet.

A. P. Møller - Mærsk har netop oprustet på medarbejdersiden for at være sikker på, at der er nok lederemner til at tage over i fremtiden. Virksomheden har netop etableret et nyt uddannelsesprogram, der går under navnet Maersk Technology and Science Education Programme, og det er et erklæret mål for programmet at rekruttere fremtidige ledere.

At finde de rette mennesker til fremtidige lederstillinger er en kæmpe udfordring for det store rederi, og derfor har det også topledelsens bevågenhed.

»Den største begrænsning for vækst i de fleste virksomheder er medarbejdere. Ikke antallet af medarbejdere, men at finde de rigtige medarbejdere og de kvalificerede ledere,« sagde Jess Søderberg på det seneste såkaldte Top 100-møde, der er et møde for de 100 højst placerede ledere i A. P. Møller - Mærsk.

Internt hos rederiet omtales den nye lederuddannelse som et nyt ambitiøst program, der er kommet til verden på toppen af et samarbejde mellem otte forretningsenheder og personaleafdelingen.career.maersk.com/da

Se listen med alle de ledige job hos A. P. Møller - Mærsk.