Altid med i maskinrummet – nu med digitale briller

50 år fredag. Tanja Franck har beklædt chefstillinger i alle dele af det offentlige Danmark og været tæt på de politiske beslutninger, som dog også har givet hende nogle skrammer. Hun har netop påtaget sig ansvaret for at digitalisere Danmark.

Det er arbejdet bag linjerne, som altid har været Tanja Francks arbejdsfokus. Nu har hun overtaget direktørstolen i Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Digitaliseringsstyrelsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For tiden har hun ansvaret for, at Danmark bliver ved med at være digital frontløber. Men Digitaliseringsstyrelsens direktør siden februar i år, Tanja Franck, som 25. juni fylder 50 år, har i sin karriere været hele vejen rundt på chefstillinger i det offentlige Danmark.

Og trods de mange topjobs som dedikeret embedsmand har hun (stort set) holdt sig ude af offentlighedens søgelys og i stedet haft fokus indadtil på de mange arbejdspladser og medarbejdere, som hun har haft – tæt på de politiske beslutninger.

Hun er cand.polit. fra Københavns Universitet og begyndte sit arbejdsliv som økonom i Dansk Sygeplejeråd, inden hun 1997 blev fuldmægtig i Dansk Røde Kors. Året efter rykkede hun til staten som fuldmægtig i Finansministeriet og kort efter videre til Beskæftigelsesministeriet, hvor hun var i ti år – fra 2000 som ministersekretær, fra 2004 som kontorchef og fra 2006 som afdelingschef.

Med i Berlingskes Talent 100

2007 var hun med blandt Berlingskes Talent 100. Her slog hun fast, at hun ikke tror på karriereplanlægning, men at man i stedet skal fokusere på at levere gode resultater.

»Heldet følger ofte de flittige, men masser af gange er man bare på rette tid på rette sted,« fastslog hun og fik den ros af sin daværende chef, departementschef i Beskæftigelsesministeriet Bo Smith, at »alle siger, at man ved, hvor man har hende, og at man får klar besked«. Han roste hende samtidig for »en helt eminent forståelse for det politiske system og politiske liv«.

Selv lagde hun vægt på sin gode hukommelse, når hun var med til at løse komplicerede opgaver som den daværende regerings velfærdsreform:

»Jeg husker rigtigt, rigtigt godt. På kontoret mener de, at jeg må være lidt autist,« sagde hun.

I januar 2009 tiltrådte hun som direktør i Forbrugerstyrelsen, fordi hun gerne ville prøve noget andet og dermed udfordre sig selv. Halvandet år efter, i juli 2010, blev hun departementsråd i Statsministeriet med ansvar for indenrigsområdet. I april 2016 rykkede hun ind som direktør i Udlændingestyrelsen på et tidspunkt, hvor den stod for udflytning til Næstved. Det var dengang, at Inger Støjbergs ulovlige instruks rullede, hvilket i april i år medførte kritik fra Instrukskommissionen af Tanja Francks »rolle i relation til ordningens administration«.

»Omfattende topledererfaring«

Københavns Kommune slog kloen i hende i oktober 2018, hvor hun blev administrerende direktør for kommunens beskæftigelses- og integrationsforvaltning under borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Her har Franck blandt andet arbejdet med mulighederne for og udfordringerne ved digitalisering af det offentlige.

Da stillingen som direktør for Digitaliseringsstyrelsen blev ledig, efter at Dansk Industri havde ansat i Rikke Zeberg som ny direktør for brancheorganisationen DI Digital fra årsskiftet, hentede Finansministeriet Franck tilbage. Departementschef Peter Stensgaard Mørch slog på hendes »omfattende topledererfaring og et stort drive for at forbedre den offentlige sektor«.

Hun sidder med i VL-gruppe 432 sammen med blandt andre tidligere Irma-topchef Alfred Josefsen, administrerende direktør i Kommunernes Landsforening Kristian Wendelboe og Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl.

Tanja Franck bor i København.