Alt klar til EM 2008

Et år før EM i fodbold i Østrig og Schweiz er Carlsberg klar med stort set alle elementer til dets sponsorat.

Der er næsten et helt år til. Først den 7. juni kl. 18 lyder dommerens startfløjt til EM-slutrunden 2008 på St. Jakob Park i Basel.

For Carlsberg derimod er kampen dog for længst fløjtet i gang. Ja - den er allerede timet og tilrettelagt. Som en af hovedsponsorerne er markedsføringen blevet forberedt i flere år.

Planen er at aktivere sponsoratet 360 grader på mere end 60 markeder i Europa og Asien.

Hovedbudskabet er »Part of the Game«, som vil blive udlevet på alle mulige måder. Carlsberg vil især fokusere på forbrugssituationer, hvor man ser kampene med vennerne - enten hjemme eller på værtshuse. Det vil sige i så høj grad som muligt give forbrugerne en oplevelse af at komme så tæt på spillet som muligt eller blive en del af festen - både før og efter.

Ud over traditionelle medier som TV, radio og print satses der rigtigt meget på internet. Der fokuseres på Carlsbergs to eksklusive promoveringer: Carlsberg Man of the Match, hvor en forbruger får en mulighed for at overrække trofæet til den bedste spiller på banen, og Carlsberg Goal of the Day, hvor man på nettet kan vælge hvilket mål, som er matchrundens bedste og til sidst turneringens bedste mål.

Sidstnævnte forventer Carlsberg bliver rigtigt stort. Og man vil gøre brug af hjemmesiden www.uefa.com som platform, der i øvrigt ventes at blive den mest trafikerede hjemmeside i verden under EM.

EM 2008-kampagnen er så småt startet med første fokus på Schweiz. De fleste markeder - inklusiv Danmark - går dog først rigtigt i gang til efteråret. Og det store tryk kommer fra april-maj måned næste år.