Allers overskud mister pusten

Allers overskud tog et dyk i regnskabsåret 2012/13. Pengetanken holder dog stadig et pænt niveau.

Bestyrelsen i Aller-koncernen forventer, at regnskabsåret for 2013/14 også vil være præget af faldende oplagstal og annonceindtægter.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Mediebranchen har i mange år kæmper med faldende oplagstal og annonceindtægter. Nu rammes Aller-koncernen også af et dyk i overskuddet i regnskabsåret 2012/13. Men selv om der er et fald i årets resultat, så har Aller Holding stadig en pengetank, som mange andre i mediebranchen vil sig se misundelige på.

Allers omsætning steg med 3,6 procent og landede på 4,18 milliarder kroner. På bundlinjen oplevede Aller Holding et fald fra 210 til 158 millioner kroner - primært som følge af et fald i finansindtægterne på over 90 millioner kroner. 

Det danske selskab Aller Media kommer ud af det seneste regnskabsår med et driftsresultat på 68 mio. kroner og et resultat før skat på 88 mio. kroner, som næsten er en fordobling i forhold til sidste års resultat før skat på kr. 45 mio. kroner.

»Dermed er indtjeningen væsentligt forbedret sammenlignet med sidste regnskabsperiode 2011/2012, selv om omsætningen, som en konsekvens af det vanskelige mediemarked, er faldet 3,5 pct. til 1.152 mio. kroner,« skriver Aller om den danske afdeling.

Det er blandt andet stigende omkostninger, der får driftsresultatet i moderselskabet Aller Holding til at falde. Omkostninger der blandt andet skyldes fratrædelser og spareplaner.

Aller-koncernen kæmper ligesom mange andre med fald i oplag og annonceindtægter. Det er især annonceindtægterne, der er faldet lidt mere end forventet. Men det er langt fra lige så blødende som hos andre i mediebranchen.

Administrerende direktør i Aller Media A/S, Pål Thore Krosby,er tilfreds med årets resultat, der lever op til de forventninger, der var lagt for året.

»Vi har øget lønsomheden ogkun oplevet et lille fald i omsætningen i et hårdt presset mediemarked. Vi harfortsat en lukrativ kerneforretning samtidigt med, at det er lykkedes os at øgeindtægterne fra det digitale område samt vores client publishing aktiviteter.Dertil sikrer vores vedvarende fokus på effektiviseringer ogomkostningsstyring, at vores virksomhed er tilpasset markedsvilkårene,« sigerPål Thore Krosby, adm. direktør Aller Media A/S.

Men selv om Aller-koncernen ikke er på samme kriseniveau som resten af branchen, så er bestyrelsens forventninger til regnskabsåret for 2013/14 ikke de mest optimistiske.

»De betydelige strukturelle markedsmæssige forandringer, der også har præget 2012/13 med blandt andet accelererende oplagsfald til følge samt ændringer i placeringen af markedsføringsaktiviteterne hos kunderne, forventes i høj grad også at påvirke regnskabsåret 2013/14 og de efterfølgende år,« lyder det i meddelelsen.

Bestyrelsen forventer, at oplagene vil fortsætte med at falde betydeligt. Dog forventes det, at driftsresultatet for 2013/14 vil holde sig på samme niveau.

Aller Media har arbejdet på at tilføre virksomheden noget ekstra, der kan være med til at styrke forretningen. I 2012 lancerede koncernen en strategi med navnet Safari, der gennem opkøb og investeringer skal udvide forretningen. I august 2013 blev det til investering i Nyhavn Rejser, hvor Aller Media hev 70 procent af aktierne til sig.

»Vi har åbnet for en helt ny markedsforståelse i Aller, hvor vi ser et stort potentiale i at tænke i nye forretningsmæssige økosystemer. Det handler grundlæggende om, at vi vil tage ejerskab på temauniverser, hvor vi kombinerer vores 140 årige erfaringer inden for storytelling og omfattende kundeindsigt, hos særligt kvinder, til at skabe flere nye produkter og tjenester, som vi kan kapitalisere på gennem forskellige platforme, print og online, events samt oplevelsesrelaterede aktiviteter,« siger Pål Thore Krosby og forklarer, at koncernen lige nu også undersøger andre muligheder for udvidelser af forretningen.

Aller Media er for 60 procents vedkommende ejet af børsnoterede Rella Holding, som dog kun ejer B-aktier uden indflydelse. Magten ligger stadig hos Aller-familien.

I regnskabet for 2012/13 er egenkapitalen i Aller Holding opgjort til fire milliarder kroner.