Aller køber stort dansk rejseselskab

Gislev Rejser A/S er blevet solgt til mediekoncernen Aller. Det fynske rejsebureau fortsætter som selvstændigt selskab.

Foto: Henning Bagger. Gislev Rejser har mere end 160 forskellige rejser på programmet – blandt andet ture til den kroatiske riviera.
Læs mere
Fold sammen

Aller køber igen-igen et dansk rejsebureau.

Denne gang er valget faldet på det fynske selskab Gislev Rejser, der hvert år sender mere end 50.000 kunder ud at rejse.

»Med opkøbet af Gislev Rejser, der primært servicerer kunder i Syddanmark, dækker Aller Leisure nu hele Danmark med lokalforankrede rejseselskaber,« siger Morten Aaberg Sørensen, der er adm. direktør i Aller Leisure A/S, i en pressemeddelelse.

Han fremhæver Gislev Rejser som et veldrevet og velrenommeret rejsebureau, der har formået at skabe gode resultater gennem en lang årrække.

Historien om Gislev Rejser begyndte i 1946, da selskabet blev grundlagt af Poul Andersen. Han købte dengang en såkaldt lillebil, som er en slags taxa, og siden er der blevet skruet markant op for farten. I dag har rejseselskabet fra Ringe mere end 160 forskellige rejser på programmet med rundrejser i hele verden, krydstogter, storbyferier, aktive ferier og koncertrejser.

Presset mediemarked

»I forbindelse med den løbende udvikling af virksomheden, dukkede en god mulighed op med Aller Leisure. Her kan vi kombinere vores ønske om at investere yderligere i nye destinationer, digitalisering, marketing og branding. Samtidig kommer Gislev Rejser ind i et nyt fællesskab med andre rejsebureauer, hvor faglighed og passion for at rejse er helt i top,« siger Poul Andersen, adm. direktør i Gislev Rejser A/S.

Gislev Rejser A/S fortsætter som et selvstændigt selskab og brand under Aller Leisure A/S, der har købt 85 pct. af aktierne.

Aller Leisure A/S ejes af Aller Media A/S, der er førende udgiver af magasiner og ugeblade i Danmark. Mediekoncerns danske resultat for 2017 blev et minus på 31 mio. kr., og som følge af et generelt presset mediemarked kæmper koncernen med at finde nye måder at tjene penge på.

I forvejen ejer Aller Leisure rejsebureauerne Nyhavn Rejser A/S, Kulturrejser-Europa A/S, Nilles Rejser A/S, Aller Travel AS og Beach Tours A/S.