Aller holder skansen - spejder efter mulige opkøb

Den familiejede ugebladsudgiver bag bl.a. Se & Hør og Ude og Hjemme holder fast i indtjeningen og lancerer samtidig planer om investeringer og opkøb, der skal vinde væksten tilbage.

Foto: Allan Lundgren

Selvom oplag og læsertal stadig er vigende, så formår Danmarks største udgiver af ugeblade stadig at tjene penge på Billed-Bladet, Se og Hør og de mere end 20 andre udgivelser fra Aller Media.

Sidste år kom mediekoncernen ud af året med et resultat før skat (EBITDA) på 97,6 millioner kroner. I 2010/11 hed tallet 99,6 millioner kroner. Som følge af det pressede marked er omsætning samtidig gået fem procent tilbage til 1,2 milliarder kroner.

”Jeg er tilfreds med, at vi fastholder lønsomheden i et hårdt presset mediemarked og har en driftsindtjening, der er på niveau med sidste år, selvom vores omsætning falder en smule. Vi har fortsat en meget sund kerneforretning, og vores vedvarende fokus på effektiviseringer og omkostningsstyring sikrer, at vores forretning er tilpasset markedsvilkårene og den nuværende konkurrencesituation,” siger Pål Thore Krosby, adm. direktør Aller Media, i regnskabet.

Mens læsertallene på de traditionelle printudgivelser peger nedad, så kravler brugertallene stødt opad på bladenes hjemmesider. Allers direktør siger, at selskabet fortsat vil udvikle den vigende kerneforretning.

Samtidig lancerer Aller Media i regnskabet en ny plan for vækst gennem opkøb, som skal findes i andre områder af mediemarkedet, end hvor Aller Media i dag er repræsenteret. Det skal ske gennem en treårs-plan, som man har døbt "Safari".

”Vi har siden lanceringen af strategien arbejdet målrettet med at tænke nyt og identificere ny forretning, og vi ser et stort potentiale i at investere i randzonerne af mediemarkedet, hvor vi kan skabe synergier med vores eksisterende kerneforretning. Jeg har en klar forventning om, at vi kommer til at realisere en eller flere investeringer i løbet af de kommende år," siger Pål Thore Krosby i regnskabet.

Aller Media sidder i dag på 73 procent af markedet for ugeblade og 24 procent af det danske magasinmarked. Udover ugebladene udgiver Aller magasiner som Vi Unge, Psykologi og Femina.