Aller-bureau relancerer kundemagasin

Allers content marketing-bureau, Aller Client Publishing, har relanceret den DLG-ejede butikskæde Land & Fritids kundemagasin og produceret et nyt TV-spot.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Content marketing er et af de hotteste buzzwords i den danske og internationale marketingbranche i øjeblikket, men hvad går det egentlig ud på?

Et eksempel på dette kan kunderne i den DLG-ejede butikskæde Land & Fritid, som i disse dage modtager en relanceret udgave af et kundemagasin, opleve.

Magasinet er på 44 sider og udkommer i et oplag på 170.000 eksemplarer fire gange om året. Hovedparten af oplaget sendes direkte hjem til kædens kunder, mens resten distribueres gennem kædens 45 butikker landet over. Det nye magasin er således udviklet i samarbejde med content marketing-bureauet Aller Client Publishing (AllerCP).

»På kort tid har vi sammen med Aller Client Publishing skabt et nyt magasin til vores mange kunder, og vi har allerede fået de første positive og glade tilbagemeldinger fra vores butikschefer og kunder, så det tegner rigtig godt,« siger Erik Dalsro Jørgensen, underdirektør i DLG.

»AllerCP har i deres arbejde udvist en overbevisende forståelse for vores position på markedet og har formået at skabe et magasin, der understøtter denne og samtidig giver værdi til vores kunder. Vi er meget tilfredse,« fortsætter han.

Hos AllerCP er man også begejstret for det nye samarbejde og resultat.

»Opgaven var at relancere Land & Fritids magasin, så det i højere grad blev brugbart for de mange mennesker, der bor på landet. Samtidig skulle magasinet understøtte Land & Fritids strategi og have et mere moderne design og relevant indhold. Det er vi lykkedes med,« siger Tom Petersen, business development manager i Aller Client Publishing.

Ud over det nye magasin har Aller Client Publishing også produceret et nyt TV-spot til butikskæden.

»Det er helt i tråd med vores måde at tænke og arbejde på. Vi producerer relevant indhold og identitetsskabende design til alle platforme,« slutter Tom Petersen.