Alle europæere skal have bredbånd

Inden for de kommende år, skal alle europæere have adgang til bredbånd, mener EU. Men telebranchen skal ikke holde for. Det mener EUs kommissær for den digitale agenda.

Foto: CLAUS FISKER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Øbo eller bybo, stor som lille, portugiser som svensker, ung som gammel. Inden for ganske få år skal samtlige europæere have adgang til en bredbåndsforbindelse på mindst to megabit - og det kræver hårdt arbejde, masser af investeringer og ikke mindst politisk opmærksomhed omkring telebranchens situation.

Sådan lød et par af visionerne fra EU-kommisær for den digitale agenda, Neelie Kroes, der onsdag som sidste taler lukkede dette års Bredbåndsdage i Bella Center i København.

Ingen løftede pegefingre

Kroes har en fortid som EUs konkurrence-kommissær, og det var i denne egenskab, at hun uddelte milliardbøder til Intel og Microsoft, men hendes indlæg på onsdagens konference var helt blottet for løftede pegefingre til den branche, EU ellers har for vane at regulere hårdt.

Tværtimod appellerede Kroes til samarbejde - og strakte en hånd frem til branchen, hvis omkostninger skal være en del af de overvejelser, der gøres politisk i EU.

Mens det er en fin forretning at sælge bredbåndstjenester til folk i storbyer, hvor folk bor tæt, kan det være meget dyrt for selskaberne at sørge for bredbåndsforbindelser til folk, der bor langt ude på landet - eller i lande, hvor tele-infrastrukturen er underudviklet. Derfor kan EU-visionen være heftigt dyr at føre ud i livet.

“Men vi har ikke råd til at få en digital kløft i Europa. Vi er nødt til at bruge internettet til at stimulere til aktivitet, der vil gavne EU. Netværket kan være nøglen til at gøre selv fjernliggende områder levende - og at holde unge mennesker ude af problemer,” sagde Neelie Kroes.

Tocifret milliardregning

Regningen for at opfylde visionen vil dog beløbe sig til et tocifret milliardbeløb - i euro. Og håbet er, halvdelen af husstandene i Europa vil have lynhurtigt bredbånd i 2020.

“Men det er min overbevisning, at bredbånd til alle vil skabe stærke og rige samfund”

Visionen gav med det samme anledning til kritiske spørgsmål fra salen - om hvorvidt EU følte sig klædt på til at vælge, hvilke bredbåndsteknologier, der skulle vinde, eller om det i virkeligheden er bedre at lade markedet selv drive dem frem.

Til det svarede EU-kommisæren - helt i tråd med sin forgænger, Viviane Reding, at EU ikke vil lovgive om ting, som markedet selv kan finde ud af.

“Men ganske som i en fodboldkamp, er spillet sjovere for både tilskuerne og spillerne, hvis der er en dommer og nogle regler,” lød svaret - og derefter fremhævede Kroes behovet for at regulere, så der blev ved med at dukke små, innovative virksomheder op - i stedet for bare at de store sidder på det hele.