Alle danskere kunne hurtigt blive langt bedre beskyttet mod hackere – men der mangler et klart svar

Danske internetbrugere kunne automatisk blive holdt fri af kendte, farlige sider på nettet, så de ikke får stjålet deres kodeord eller får virus, men teleselskaberne har endnu ikke kunnet få et klart svar på, om det er tilladt.

Danske tele- og internetudbydere spærrer i dag for en lang række internetadresser, som domstole har nedlagt forbud mod – først og fremmest fordi de tilbyder piratkopier af musik eller film men også for en række sider med russisk krigspropaganda. Hvis man forsøger at tilgå en spærret side, får man en advarsel op på sin skærm, til venstre på en pc, til højre på en mobiltelefon for den samme adresse, som vi her har valgt at anonymisere.

De danske teleselskaber og internetudbydere er klar med et tiltag, som med ét kan beskytte danskerne mod masser af svindel og humbug på nettet – men det kræver, at myndighederne siger ja ... eller i det mindste ikke siger nej.

Det handler om at forsøge centralt at spærre for adgangen til sider og steder på nettet, som vides at stå bag alt fra at aflure folks adgangsnavne og kodeord gennem falske sider til direkte at installere virus på computeren eller telefonen og dermed kunne udrette endnu større skader.