ALK har lovende studieresultater med træpollenallergi-tablet

Foto: Asger Ladefoged. App til smartphones: Dit mobile pollental.
Læs mere
Fold sammen

De kliniske resultater af et fase 3-studie med ALK's nye tablet til behandling af træpollenallergi (birk, el og hassel) er blandt de mest signifikante, der nogensinde er vist i studier med allergivaccination.

Det meddeler ALK i en meddelelse til børsen i weekenden i forbindelse med, at fase 3-dataene, der blev annonceret første gang i september sidste år, nu er lagt frem på en videnskabelig konference.

- Tabletten, som er baseret på birkepollen, har vist sig samtidig at kunne behandle andre former for træpollenallergi blandt andet el og hassel, oplyser ALK.

Ledende allergiforskere præsenterede de lovende resultater fra studiet på den igangværende European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI) kongres i München.

- Den kliniske effekt i dette studie er blandt de mest signifikante, der nogensinde er set i studier med allergivaccination. Det er især værd at bemærke, at birkepollenallergenet er effektivt i behandling af symptomer forårsaget af nært beslægtede træpollen, udtalte professor og ansvarlig investigator Tilo Biedermann, München, ifølge meddelelsen.

ALK venter at indsende registreringsansøgning for trætabletten i Europa i 2018, og skrev i sit kvartalsregnskab for nyligt, at det ventes at ske snart.

- Trætabletten udvider ALKs portefølje af registrerede tabletvacciner, der på nuværende tidspunkt inkluderer tabletter mod græs-, husstøvmide- og bynkeambrosie-allergi i Europa og Nordamerika, siger forskningsdirektør Henrik Jacobi.

ALKs allergitabletter solgte i første kvartal for 168 mio. kr. mod 140 mio. kr. i samme periode året før. Fremgangen blev især drevet af salget i Europa af ALK's husstøvmidetablet Acarizax og græstabletten Grazax.

/ritzau/FINANS