ALK-formand: Tendensen går mod færre og stærkere spillere

Mens produktionsstoppet hos ALK-Abellós hovedkonkurrent viser sig tydeligt i ALK's resultater her og nu, så kan produktionsstoppet også være et varsel om, at myndighederne er på vej til at stramme spillereglerne på markedet.

ALK's bestyrelsesformand og fungerende administrerende direktør, Steen Riisgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sker det, vil det være til ALK's og de øvrige større producenters fordel, mener selskabets bestyrelsesformand og fungerende administrerende direktør, Steen Riisgaard.

Han peger især på, at udviklingen går mod, at den ret så udbredte brug af allergivacciner, der produceres specifikt til den enkelte patient, vil blive mindre.

Det vil til gengæld i højere grad - ligesom det kendes fra resten af lægemiddelverdenen - åbne for lægemidler, der været igennem store kliniske udviklingsprogrammer.

»Den her meget specielle produktionsform, kaldet "named patient"-produktion, begynder i højere og højere grad at komme i myndighedernes søgelys. Det vil på lang sigt betyde strammere krav, sådan at de begynder at nærme sig egentlige farmaceutiske produktionskrav, og ser man langt, langt frem, er det vores vurdering, at det vil rense op i markedet, så der står nogle store stærke spillere tilbage«, siger Steen Riisgaard til Ritzau Finans.

Blandt de produkter, som ALK spår en fremtid, er allergitabletterne, heriblandt selskabets nylancerede tablet mod husstøvmideallergi, Acarizax.

Brugen af den patientindividuelle behandling har vundet stort indpas på især en række sydeuropæiske markeder, herunder det franske marked, hvor ALK's største konkurrent, Stallergenes Greer, havde så store problemer i slutningen af sidste år, at myndighederne lukkede produktionen i omkring tre måneder.

Det skete efter krav fra de franske lægemiddelmyndigheder, der skred ind, da indkøringen af et nyt it-system skabte driftsmæssige forstyrrelser og førte til forkerte leverancer af allergivacciner til patienterne.

Stallergenes Greer er ligesom ALK-Abelló dog også langt fremme med myndighedsgodkendte, evidensbaserede produkter, og er ALK's eneste konkurrent på markedet for de tabletbaserede allergivacciner.