ALK-Abelló tager skridt mod lancering af allergitablet i Europa

Foto: Christian Charisius. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

ALK-Abelló har indsendt en registreringsansøgning til de europæiske sundhedsmyndigheder for at få lov til at sælge sin allergitablet mod ragweed-allergi - også kendt som bynke-ambrosie-allergi.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

»Dagens nyhed er endnu et skridt på vej mod globaliseringen af vores tabletportefølje. Hvis tabletten godkendes, vil det være en god tilføjelse til vores europæiske produktportefølje,« siger Carsten Hellmann, administrerende direktør hos ALK-Abelló, i en kommentar.

Tabletvaccinen er allerede godkendt til salg i USA og Canada under navnet Ragwitek, men ALK-Abelló har siden lanceringen på det amerikanske marked i 2015 haft svært ved at få salget op i gear.

Ifølge ALK-Abelló kommer der flere og flere allergikere i Europa, men der er stor forskel fra land til land.

Forekomsten er størst i Østeuropa, og for eksempel i Ungarn lider 40 pct. af allergi fra bynke-ambrosie-planten. Derimod er det blot 2 pct. i Finland.

I første omgang vil ALK-Abelló have godkendt tabletten til 18-65-årige.

Behandlingen af registreringsansøgningen i Europa forventes at tage et år, og ALK-Abelló regner med at kunne lancere tabletten i slutningen af 2018.