ALK-Abelló når rekordresultat efter problemer hos rival

Store problemer hos en stor konkurrent sikrede allergiselskabet ALK-Abelló massiv fremgang i 2016, hvor både salget og indtjeningen gik markant frem.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTIAN CHARISIUS

Der har de seneste år været store problemer hos ALK-Abellós store franske konkurrent Stallergenes Greer, der i en længere periode var ramt af produktionsstop i Frankrig, og selv om det nu er blevet løst, fortsætter det med at sikre et højere salg af allergivacciner til ALK.

Omsætningen i 2016 steg med i underkanten af 500 mio. kr. til 3005 mio. kr., mens driftsoverskuddet før skat og renter steg med knap 200 mio. kr. til 479 mio. kr.

Resultaterne er det bedste resultatet nogensinde, og problemerne hos Stallergenes har samtidig betydet, at ALK's markedsandel på globalt plan er steget til 40 pct. fra 33 pct.

For 2017 venter ALK-Abelló tilbagegang: Omsætning forventes på mellem 2,8 og 3,0 mia. kr., og der spås et rapporteret driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på cirka 300 mio. kr.

Resultatet i 2017 vil være påvirket af, at ALK har afsat omkring 300 mio. kr. ekstra til en række vækstinitiativer.

Den underliggende driftsindtjening ventes dermed at være på niveau med 2015, altså før Stallergenes fik produktionsproblemer.

Vækstinitiativerne omfatter blandt andet opbygning i Nordamerika og ekspansion i Europa og på de internationale markeder samt udrulning af husstøvmidetabletten Acarizax samt en styrkelse af forskning og udvikling samt robustheden i produktionen.

ALK øger desuden investeringerne i produktionskapacitet med 150-200 mio. kr.