Alexandras arbejdsgiver fordobler overskuddet

Medicinalkoncernen Ferring Pharmaceuticals, der har hyret grevinde Alexandra til at arbejde med socialt ansvar og etik i selskabets bestyrelse, fordoblede overskuddet i 2006.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Koncernen kom ud af 2006 med en nettoomsætning på 655,5 millioner kroner og et resultat på 307,7 millioner kroner mod 154,9 millioner i 2005.

Bestyrelsesformand Frederik Paulsen glæder sig over, at virksomhedens målsætninger er blevet nået, og han ligger vægt på, at Ferringkoncernen trods rivende udvikling skal holde fast i sit sociale ansvar.

- Jagten på profit alene er ikke Ferring-måden. Som en global virksomhed, især i den meget udskældte lægemiddelindustri, er det vigtigt, at alle medarbejdere fastholder en human og ansvarlig tilgang til vores arbejde, siger han.

Ferring ønsker at fremstå som en ansvarlig global virksomhed, og det er blandt andet det arbejde, grevinden er udpeget til at lave fra sin bestyrelsespost. Nemlig udviklingen af koncernens etiske retningslinjer og sociale ansvar, det såkaldte Corporate Social Responsibility (CSR). Et emne, der fylder meget i beretningen i årsregnskabet, som netop er indleveret til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Virksomheden beskæftiger samlet set omkring 2.500 medarbejdere og har produktionsfaciliteter i hele verden. Blandt andet i Hvidovre, hvor 80 ansatte på virksomheden Syntese A/S fremstiller 5-amino salicylsyre, der i stor skala anvendes som ingrediens i lægemiddelindustrien.

I 2006 langede apoteker i 89 lande Ferringprodukter over disken.