Aldrig er der blevet brugt så mange penge på fodboldspillere

Verdens fodboldklubber har samlet brugt over 26 milliarder kroner i handler med fodboldspillere i 2014. Det er en stigning på 2,1 procent.

Dyre drenge. Barcelonas Luis Suarez, Neymar og Lionel Messi går over i historien som nogle af verdens dyreste handler i fodbold.  Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERT GEA

Der er penge i gode ben. I hvert fald hvis de er i stand til at brilliere med en bold. For første gang nogensinde blev der i 2014 handlet fodboldspillere for mere end 4 milliarder dollar, svarende til 26,2 milliarder kroner.

Ifølge BBC handlede fodboldklubber i 2014 spillere for 4,1 milliarder dollar, svarende til 26,9 milliarder kroner, hvilket er det højeste beløb nogensinde og en stigning på 2,1 procent fra året før. Det viser tal fra det internationale fodboldforbund, FIFA.

Det var særligt de engelske klubber, der i det forgangne år havde spenderbukserne på. De handlede spillere for 1,2 milliarder dollar, svarende til 7,9 milliarder kroner. Beløbet er 67 procent højere, end hvad der blev brugt i spanske klubber, hvor der samlet blev brugt 700 millioner dollar, svarende til 4,6 milliarder kroner.

Til gengæld var Spanien det land, der modtog flest transferpenge i 2014. I alt blev der sendt omkring 667 millioner dollar, svarende til knap 4,4 milliarder kroner, til de spanske klubber.

Det skal blandt andet tilskrives handlen med Alexis Sanchez - 26 år fra Chile - som Barcelona solgte i november til engelske Arsenal for 32 millioner pund, svarende til 318 millioner kroner.

En anden af de spillere, som trak transferbeløbet op, er Luis Suarez - 28 år og fra Uruguay. Han rykkede fra engelske Liverpool til spanske Barcelona i en handel, der rygtes til at ligge på 128 millioner dollar, svarende til 838 millioner kroner. Med handlen skrev Suarez sig ind i fodboldhistorien, som spilleren handlet til det tredjestørste beløb i Europa nogensinde.

I England er det især lukrative tv-aftaler, der har givet de engelske klubber økonomiske muskler til at hente verdensstjerner til Premier League. Og det er ikke kun spillere og klubber, der nyder godt af det. De engelske klubber har nemlig også lagt en del penge hos agenterne, som samlet har modtaget 87 millioner dollar, svarende til 570 millioner kroner. Det samlede beløb til fodboldagenterne lå i 2014 på 236 millioner dollar, svarende til knap 1,5 milliarder kroner.

I alt var der 13.090 handler med fodboldspillere på verdensplan i 2014. Tallet tæller kun international transfer og inkluderer dermed ikke klubskifte inden for samme nation.

Det korte transfervindue er lige nu åbnet, så klubber kan handle spillere frem til 2. februar.