Aldi og Lidl blandt detailbranchens top 10

Discountkæden Aldi har for først gang kapret sig en plads blandt detailbranchens top 10, mens Lidl kravler støt op af listen. Det viser en global detailanalyse fra revisionsfirmaet Deloitte.

Discountkæden Aldi er for første gang med i top 10 over verdens største detailkæder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Discount har kronede dage. Sådan har mantraet lydt længe i detailbranchen og en ny global analyse af detailsektoren bekræfter det. Det er revisionsfirmaet Deloitte der har opgjort hvilke detailkæder, der er størst. Og her blander discountkæderne sig.

Tyske Schwarz, der ejer detailkæden Lidl, er kravlet tre pladsen op af listen til en syvendeplads, mens Aldi for første gang er med i top ti, på en tiende plads. Det skriver Times Online.

Det er dog fortsat amerikanske Wal-Mart der er den ubestridte etter, når det handler om størrelse. Giganten solgte i 2007 for 374,5 milliarder dollars, og er vokset godt 10 procent i årene mellem 2002 og 2007.

Discount-trang vil øges
Så der er fortsat et stykke op til toppen for henholdsvis Schwarz, der solgte for 69,3 milliarder dollars i 2007, og Aldi, der nåede et salg på 58,4 milliarder dollars.

Men Wal-Mart og den øvrige top af listen, der udgøres af franske Carrefour og britiske Tesco, skal ikke hvile på laurbærrene. Ifølge Deloitte vil forbrugernes hang til discount kun øges i det kommende år.

”Efterhånden som vi bevæger os igennem 2009 vil vi se at forbrugerne bliver mere og mere fokuseret på hvor meget værdi de får for pengene, og for hele detailbranchen kommer det til at betyde et øget fokus på omkostningskontrol,” siger Dr. Ira Kalish, direktør for Deloittes research-afdeling til Times Online.

Deloittes opgørelse over verdens største detailkæder ser således ud:
1.Wal-Mart (USA), salg i 2007: 374,5 milliarder dollars

2.Carrefour (Frankrig), salg i 2007: 112,6 milliarder dollars

3.Tesco (Storbritannien), salg i 2007: 94,7 milliarder dollars

4.Metro (Tyskland); salg i 207: 87,5 milliarder dollars

5.Home Depot (USA), salg i 2007: 77,3 milliarder dollars

6.The Kroger co. (USA), salg i 2007: 70,2 milliarder dollars

7.Schwarz (Tyskland), salg i 2007: 69,3 milliarder dollars

8.Target Corporation (USA), salg i 2007: 63,3 milliarder dollars

9.Costco Wholesale Corporation (USA), salg I 2007: 63 milliarder dollars

10.Aldi (Tyskland), salg I 2007: 58,5 milliarder dollars