Aktionærforening: Mærsk-lønninger må frem i lyset

A.P. Møller-Mærsk oplyser ikke individuelle lønninger til bestyrelse og ledelse.

A.P. Møller-Mærsk Mærsk-ledelsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er gået frem med lynets hast hos A. P.Møller-Mærsk, når det gælder åbenhed. Men der er grænser - når det gælder den individuelle løn til bestyrelse og ledelse.

Det måtte Frede Lund fra Dansk Aktionærforening sande, da han på koncernens generalforsamling i Bella Center opfordrede til, at A.P. Møller-Mærsk lever op til Corporate Governance-regler ved at oplyse den individuelle løn til bestyrelse og ledelse.

- Det er ikke de 18 millioner kroner, der går til bestyrelsens løn, men hvordan bliver de fordelt individuelt. Hvorfor har I ikke mere åbenhed om det? Jeg spurgte også for to år siden, sagde Frede Lund.

Bestyrelses-formand Michael Pram Rasmussen svarede, at på lige det punkt er A.P. Møller-Mærsk ikke lige "best in class".

- Det er den samlede udgift til lønninger til bestyrelse og ledelse, der er afgørende, og vi forklarer også, hvorfor vi ikke følger Corporate Governance-reglerne på det punkt.

- Men sådan er det nu engang med proceduren, og det ligger ikke lige rundt om hjørnet, at vi laver det om, fastslog Michael Pram Rasmussen.

A.P. Møller-Mærsk holder sin generalforsamling oven på det bedste resultat i koncernens historie. Som sædvanlig er den et tilløbsstykke med flere tusinde deltagende aktionærer.

Det var en smal sag at få generealforsamlingens godkendelse til at udbetale 1000 kroner i udbytte til aktionærerne for hver 1000 kroner aktie. Det er første gang i flere år, at A.P. Møller-Mærsk betaler et så højt udbytte.

Udbyttet til aktionærerne løber i en samlet udbetaling på 4,4 milliarder kroner fra A.P. Møller-Mærsk.

/ritzau/