Aktionær går i kødet på Just Eat: I er verdens dårligste madportal til at levere på børsen

Madportalen Just Eat, der har danske rødder, faldt mere end 26 pct. på børsen i 2018. Det har fået selskabets aktivistiske aktionær op af stolen. Aktionæren vil nu have selskabet til at fusionere med en konkurrent.

Just Eat, som i dag er et britisk selskab, var oprindeligt dansk og stiftet af blandt andre den danske serieiværksætter Jesper Buch. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL

Just Eats aktivistiske aktionær er ikke tilfreds med, hvordan den britiske madleveringsportal med danske rødder bliver kørt.

Derfor blander aktionæren Cat Rock Capital, som er en amerikansk hedgefond, sig nok engang i ledelsen af selskabet og vil nu have madportalen til at fusionere med konkurrenter som f.eks. Takeaway.com.

Det skriver Cat Rock Capital, der ejer to pct. af aktierne, i et brev til Just Eats bestyrelse.

Udmeldingen kommer efter et 2018, som har været særdeles udfordrende for det i dag britiske selskab, der dog oprindeligt var dansk og stiftet af blandt andre den danske serieiværksætter Jesper Buch. I dag har madportalen hovedkontor i London og er børsnoteret samme sted. Jesper Buch har forlængst solgt sin ejerandel i selskabet.

Just Eat faldt over 26 pct. på børsen i løbet af 2018. Forklaringerne på børsnedturen er mange. Men først og fremmest handler det om en øget konkurrence på flere af de store europæiske markeder blandt andet fra britiske Deliveroo og især amerikanske Uber Eats, der tidligere har bevist, at det er et selskab, der kan omkalfatre en branche.

Den amerikanske hedgefund skriver i brevet, at det er »sandsynligt«, at Just Eat kan tiltrække betydelig interesse fra potentielle partnere, hvis selskabet vælger at gå efter en fusion.

Aktionæren, der også ejer aktier i den hollandske konkurrent Takeaway.com, citerer desuden Takeaway.coms adm. direktør Jitse Groen i brevet for at sige, at Storbritannien er et af de bedste markeder i Europa, og at han har intentioner om at være aktiv i en konsolidering.

»En fusion kunne gøre Just Eat markant bedre til at sikre sin markedsposition mod konkurrenter som Uber, Deliveroo og andre,« står der i brevet.

Fik adm. direktør fyret efter 16 måneder

Det var også Cat Rock Kapital, der i januar pressede selskabets adm. direktør Peter Plumb ud efter blot 16 måneder i hjørnekontoret, og i brevet til bestyrelsen skriver aktionæren også, at den ikke stoler på, at bestyrelsen er i stand til at finde en ny adm. direktør.

Plumb stod i spidsen for en strategi, der krævede flere investeringer, hvilket har fået væksten i indtjeningen til at falde kraftigt, og Cat Rock, som er stiftet af Alex Captain, klager over, at Just Eat er blevet verdens dårligste madportal til at levere på børsen.

»Cat Rock mener, at en fusion med en velfungerende konkurrent vil give aktionærerne et langt bedre resultat fremfor at satse på bestyrelsens valg af ny adm. direktør - især taget bestyrelsens historik med dårlige valg af topchefer i betragtning,« skriver den amerikanske hedgefund.

Jesper Buch blev mangemillionær og kendt i den bredere danske befolkning som medstifter af Just Eat. I dag har han solgt sin ejerandel i Just Eat og bruger en del af formuen på at investere i nye iværksættere. Bl.a. i TV-programmet Løvens Hule. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Just Eats kundedirektør, Peter Duffy, er blevet udpeget som midlertidig adm. direktør, men han mangler ifølge den aktivistiske aktionær også erfaring med madleverings-branchen.

Da Peter Plumb satte sig i direktørstolen i sommeren 2017, var det med ambitionen om at bringe den offensive madportal ind blandt de største britiske børsnoterede selskaber i FTSE100-indekset. Det mål nåede han i december samme år, men så stoppede festen også.

Da aktien faldt over 26 pct. i løbet af 2018, tumlede Just Eat ud af det prestigefulde indeks i december sidste år.

Omsætning vil stige i 2019

Den amerikanske hedgefond anbefalede i december bestyrelsen at sælge fra i Sydamerika. Helt konkret ville fonden have Just Eat til at sælge den brasilianske iværksættervirksomhed iFood, der vurderes til at være et muligt salg til i omegnen af 5,4 mia. kroner, som potentielt kunne sendes tilbage til investorerne.

Sammen med meldingen om at Peter Plumb forlod koncernen i januar, sendte Just Eat ligeledes tal ud for, hvordan økonomien udvikler sig. I 2018 leverede Just Eat en omsætning på 780 mio. pund (cirka 6,5 mia. kroner), hvilket var en anelse over forventning, og samtidig peger selskabet på, at omsætningen for 2019 vil lande på over en mia. pund (cirka 8,4 mia. kroner).

Just Eat vil overfor britiske medier ikke kommentere kritikken fra aktionæren direkte, men skriver i en e-mail:

»Vi tager kommunikation med alle vores aktionærer ekstremt seriøst. Som tidligere annonceret er vi i gang med at finde en adm. direktør, og vi vil orientere markedet, når det er nødvendigt,« skriver en talsmand for selskabet til Reuters.