Airbus' overskud falder markant

Den franske flyproducent Airbus havde i årets første kvartal en nedgang i indtjeningen på 23 pct. på grund af problemer i produktionen.

Foto: EDGAR SU. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Overskuddet før skat faldt til 501 mio. euro eksklusive særlige engangsposter. Det skal sammenlignes med en resultat før skat på 651 mio. euro i samme periode sidste år. Dog ser det ud til, at analytikerne havde forventet grus i maskineriet - ifølge Bloomberg var resultatet før skat ventet at lande på 473 mio. euro.

Det er særligt forhold omkring bestselleren A320, der giver producenten panderynker, idet motoren - der bliver leveret af Pratt & Whitney - har tendens til at overophede. Derfor kunne Airbus ikke levere en ordre til Qatar Airways. Samtidig kniber det også med leveringen af interiør til flyserien A350 fra endnu en ekstern leverandør.

Ingen af delene skulle dog påvirke Airbus' mål om at levere 650 fly i år - en stigning fra 635 fly sidste år, fortæller selskabet.