Airbnb rejser 10 mia. kr. i kapital

Amerikanske Airbnb, der hjælper med at finde overnatning i alverdens storbyer, oplever stor vækst i Asien og har rejst næsten ti mia. kr. i kapital.

Foto: MARTIN BUREAU. Airbnb hitter som aldrig før og har rejst næsten 10 mia. kr. i kapital.
Læs mere
Fold sammen

Airbnb er på nippet til at få en kapitalrejsning på 1,5 mia. dollas eller næsten ti mia. kr. Med de ti mia. kr. vurderes selskabets samlede værdi til i omegnen af 160 mia. kr.

Det skriver Financial Times.

Airbnb er en online platform, hvor man kan finde overnatning i mere end 34.000 byer på verdensplan ved at leje privatboliger til favorable priser frem for et dyrt hotelværelse.

Selskabets vækst er en del af den for tiden meget blomstrende deleøkonomi, som Berlingske Business skrev om tidligere på ugen, og som kapitalrejsningen altså bekræfter.

Det er blandt andet en stigende efterspørgsel i asiatiske lande som Sydkorea og Singapore, der er skyld i blomstringen.

Ifølge Financial Times er nogle af de nye investorer amerikanske General Atlantic, kinesiske Hillhouse Capital samt Tiger Global.

Siden det amerikanske selskab blev stiftet i 2008, har mere end 35 mio. mennesker benyttet sig af den alternative måde at finde overnatning på.