Airberlin går i infight med SAS og Norwegian

Ny hub i Berlin, flere afgange nordpå, alliancesamarbejde - tyske Airberlin satser på, at de tre faktorer er nok til at skabe vækst i Skandinavien trods benhård konkurrence.

Et Airberlin-fly på asfalten i den nye Berlin-lufthavn, 'Willy Brandt' Berlin-Brandenburg Airport. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERND SETTNIK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Trods en presset bundlinje og hård konkurrence vil Airberlin satse offensivt i Skandinavien.

Kombinationen af en ny storlufthavn i Berlin og selskabets indtræden i alliancen Oneworld gør nemlig, at den tyske lavprisgigant tror, den kan øge markedsandelen i Skandinavien, siger Mats Jacobsson, næstkommanderende for Airberlins internationale forretning.

"Vi har en vækstplan for det skandinaviske marked, der er meget interessant, fordi en stor andel af befolkningen bruger luftfart. Vi vil øge frekvensen og være et attraktivt alternativ for passagererne," siger han til Berlingske.

Mats Jacobsson vil ikke gå i detaljer med, hvad planen indebærer. Men han erkender, at den vil betyde, at Airberlin kommer til at gå i hårdere konkurrence med de dominerende spillere på det skandinaviske marked – SAS og Norwegian. Selskaberne er hver i sær stærke på henholdsvis erhvervsrejsende og turisterne, men det skræmmer ikke Airberlin-chefen.

"Vi satser på at vinde markedsandele – og det fra alle konkurrenterne."

Airberlin har et par kort på hånden, der gør, at det er værd at se på udmeldingen med seriøse øjne. Én ting er, at flyselskabet har øget frekvensen mellem Berlin og de Skandinaviske hovedstader fra to til tre på visse ugedage. En anden er, at Airberlin er trådt ind i Oneworld-alliancen.

Mens SAS bruger Star Alliance til at åbne døren til endnu flere destinationer, så har Airberlin valgt at satse på verdens næststørste alliance, Oneworld. Alt i alt betyder det, at Airberlin nu lige som SAS kan tilbyde kunder let adgang til at komme rundt i verdens afkroge.

Beslutningen om at indtræde i Oneworld har været lang tid undervejs, og det blandt andet fordi det krævede en større omlægning af billetteringssystemet – og dermed store udgifter – at blive en del af alliancen.

"Det var noget, vi overvejede i lang tid. Konklusionen var i sidste ende, at det gav mening med et verdensomspændende netværk – blandt andet ud fra visionen om også at have fokus på de forretningsrejsende. Der har været omfattende forberedelser i forbindelse med vores indtræden i alliancen, men i sidste ende vil det medføre mere trafik," siger Mats Jacobsson.

Endelig er Berlins nye internationale lufthavn på nippet til at slå dørene op. Det sker 3. juni, og samtidig lukker den hidtidige hovedlufthavn, Tegel. Den nye lufthavn, Brandenburg, er gearet til at håndtere flere passagerer og derudover er Airberlin og alliancepartnernes operationer centreret samme sted i lufthavnen. Det vil betyde, at passagererne transfer-operationerne bliver langt mere strømlinede, siger Mats Jacobsson.

Om de tre faktorer er nok til at æde sig ind på det skandinaviske marked, vil kun tiden vise. Det står dog klart, at Airberlin har brug for medvind i regnskabstallene.

Selskabet kom ud af 2011 med underskud. På på trods af, at Mats Jacobsson forklarer, at hovedårsagerne er øget beskatning, brændstofpriser og det arabiske forår, der ramte Airberlin hårdt på grund af dets store forretning i Egypten, forventer han sorte tal på bundlinjen i indeværende år. Men det kræver, at skal der skabes vækst. Og dermed er selskabet tvunget til at fortsætte dysten om de skandinaviske kunders gunst.

Senest har den duel fået Airberlin til at målrette kampagner mod små- og mellemstore virksomheder, som det gerne vil have ind under vingerne som foretrukne flyselskab. Det i såvel Tyskland som i Skandinavien.

Berlingske var inviteret til den tyske hovedstad af Airberlin i forbindelse med den snarlige åbning af byens nye lufthavn, som både Airberlin og byen selv håber, vil udvikle sig til at blive en ny stor hub i Europa.