Air Greenland-strejke afblæst

Bare et minut før deadline lykkedes det for Air Greenland og kabinepersonalet at forhandle sig til rette, så en konflikt fra torsdag kunne afblæses.

Fly- og helikoptertrafikken i Grønland her midt i turistsæsonen er reddet i allersidste øjeblik. I hvert fald midlertidigt.

Midnat natten til torsdag lykkedes det for Air Greenland og kabinepersonalets fagforening ACU at forhandle sig frem til et overenskomstforlig, oplyser ACU-formand Anders Mark Jensen. Dermed er den varslede strejke fra torsdag afblæst, og forliget skal nu til urafstemning blandt ACU's 89 medlemmer. Resultatet vil foreligge den 11. august.

Forligsinstitutionen opgav i sidste uge at forlige parterne, og derefter var det op til en allersidste forhandling mellem Air Greenland og ACU onsdag aften, hvis en konflikt skulle undgås. Og bare et minut før deadline kl. 24, nåede parterne til enighed, oplyser Anders Mark Jensen.

De væsentligste stridspunkter mellem flyselskabet og personalet har været pausereglerne og antallet af kabinemedarbejdere målt i forhold til den nuværende servicestandard på selskabets 39 fly og helikoptere.

På grund af den forestående urafstemning kan ACU's formand ikke oplyse om indholdet i forliget.

/ritzau/