Air France-KLM tjente bedre end ventet trods strejker

Foto: PASCAL PAVANI. Air France-KLM tjente bedre end ventet trods strejker
Læs mere
Fold sammen

Flyselskabet Air France-KLM landede i andet kvartal et driftsoverskud på 345 mio. euro.

Og selv om det var noget lavere end i samme periode året før på grund af problemer med strejker, der har kostet dyrt, var det klart bedre end ventet, og det belønner investorerne onsdag formiddag ved at sende Air France-KLM-aktien op med 6,9 pct. til 8,35 euro på børsen i Paris.

Driftsresultatet faldt ellers med 241 mio. euro sammenlignet med andet kvartal sidste år, men det var samtidig knap 100 mio. euro bedre end ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

12 strejkedage i Air France-KLM's franske del kostede 260 mio. euro i kvartalet, og dermed stod den hollandske del - KLM - ifølge Bloomberg News for næsten 90 pct. af indtjeningen i perioden.

USIKKERHEDEN LURER STADIG

Trods lettelse på aktiemarkedet onsdag er der dog fortsat udfordringer på lidt længere sigt.

Air France-KLM er således fortsat på jagt efter en ny topchef, efter at den tidligere af slagsen, Jean-Marc Janaillac, stoppede i maj på grund af lønkonflikter med de franske medarbejdere.

Det er også det, der har skabt strejker blandt piloter og kabinepersonale i løbet af andet kvartal, hvilket altså har kostet dyrt i den franske del af forretningen.

- Udfordringerne på længere sigt forbliver og bliver ikke løst, indtil der er en ny topchef på plads, selv om der er positive udsigter for resten af 2018, skriver det amerikanske børshus Bernstein i en kommentar ifølge Bloomberg News.

Vanskelighederne i løbet af den første halvdel af året for Air France-KLM har dog også kunnet aflæses på aktiemarkedet. Luftfartsselskabets aktie er således faldet med samlet 38,5 pct. i 2018 indtil nu - på trods af onsdagens fremgang.

/ritzau/FINANS

/ritzau/FINANS