Air Berlin aflyser 70 afgange efter massesygdom blandt piloter

"Usædvanligt mange" piloter har tirsdag meldt sig syge, og derfor har Air Berlin måtte aflyse flere flyafgange tirsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRIZIO BENSCH

"Usædvanligt mange" piloter har tirsdag meldt sig syge, og derfor har Air Berlin måtte aflyse flere flyafgange tirsdag.

Det skriver Air Berlin på Twitter.

Sygemeldingerne kommer dagen efter, at ledelsen afbrød forhandlingerne med flyselskabets kabinepersonale om deres fremtidige ansættelsesforhold ved et eventuelt salg. Ifølge den tyske avis Bild kan en stor del af Air Berlins flåde ende med at blive på landjorden tirsdag som følge af den improviserede strejke blandt piloterne.

Ifølge New York Times er der tale om 70 flyafgange, som bliver aflyst, og det går både ud over Air Berlins egne flyvninger, samt dem de udfører for Lufthansas Eurowings.

Air Berlin, som er Tysklands næststørste flyselskab, gik i betalingsstandsning i august, efter at hovedaktionæren, Etihad Airways, trak sin økonomiske støtte.

Flyselskabet har kunnet fortsætte sine flyvninger efter støtte fra den tyske stat, men er til salg frem ind til 15. september, hvorefter der vil blive truffet en beslutning om selskabets fremtid.