Air Berlin åbner langdistanceruter til USA og Cuba

De nye ruter vil afgå fra Düsseldorf til henholdsvis Boston, Dallas, San Francisco og Havana, og ruterne tages i brug i løbet af maj 2016.

Foto: HANNIBAL HANSCHKE.
Læs mere
Fold sammen

Det tyske flyselskab Air Berlin opruster på selskabets langdistanceruter med fire nye ruter, hvoraf tre bliver til USA og én til Cuba.

Det skriver branchesitet Check-In.

De nye ruter vil afgå fra Düsseldorf til henholdsvis Boston, Dallas, San Francisco og Havana, og ruterne tages i brug i løbet af maj 2016.

- Optimering af vores rutenetværk har været en central komponent i genopretningen af Airberlin. Hermed fokuserer vi på vores trafikknudepunkter i Berlin og Düsseldorf. Ved at udvide vores langdistancenetværk, udvikler vi dette vigtige segment for at gøre vores tilbud mere attraktive for forretnings- og fritidsrejsende, siger Air Berlins koncernchef, Stefan Pichler, i en pressemeddelelse ifølge branchesitet.

Ud over de fire nye ruter øger flyselskabet også antallet af afgange på ruterne fra Düsseldorf til Los Angeles og New York.

Det er ikke lang tid siden, at SAS meddelte, at selskabet også satser på en ny langdistancerute fra København til Boston.