Afmatning rammer Øresundsbroen

Selv om trafikken over broen stadig vokser, så forventer Øresundsbro Konsortiet et dårligere resultat i år end i 2007.

Foto: Bent Midstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trafikken over Øresundsbroen voksede kun med ti procent årets første seks måneder. Det er det hidtil laveste. I 2007 voksede trafikken med 19 procent i første halvår.

Den afdæmpede trafikudvikling kombineret med stigende finansieringsomkostninger får Øresundsbro Konsortiet til at forvente et dårligere resultat for 2008 end sidste år. Resultatet for første halvår var ellers forbedret med 60 millioner kroner sammenlignet med januar-juni 2007. Det skriver konsortiet i en pressemeddelelse.

”Vi forventede en lavere vækst i trafikken og trafikindtægterne i 2008, sammenlignet med 2007. Men afmatningen er gået hurtigere end ventet på grund af den økonomiske udvikling i vores omverden,” siger Øresundsbro Konsortiets administrerende direktør, Caroline Ullman-Hammer og fortsætter:

”Når husholdningens disponible indkomst falder, er ferie- og fritidsrejser blandt det første, man holder igen på. Derfor er trafikken på Øresundsbron et af de første tegn på konjunkturudviklingen.”

De forventede øgede finansieringsomkostninger skyldes tiltagende inflation, der påvirker dele af det 20 milliarder kroner store lån, som broen er bygget for.