Afdød dansk milliardærs firma købt af kapitalfond

Affaldskoncernen MH Gruppen, stiftet af den afdøde milliardær Michael Henriksen, der døde i et helikopterstyrt sidste år, er nu blevet købt af kapitalfond.

Michael Henriksen døde i en helikopterulykke i september 2014. Nu er hans livsværk, miljø- og affaldskoncernen MH Gruppen, blevet købt af en kapitalfond. Fold sammen
Læs mere
Foto: JØRGEN JESSEN

Da den danske milliardær Michael Henriksen styrtede ned med en helikopter i Kattegat i september 2014, efterlod han sig sit livsværk, miljø- og affaldsvirksomheden MH Gruppen. Denne virksomhed er nu solgt til den London-baserede kapitalfond Agilitas. Det oplyser parterne i en meddelelse.

Agilitas støtter en såkaldt management buy out, hvor ledelsesgruppen anført af adm. direktør Christian Rindbøl og andre ledende medarbejdere køber MH Gruppen af Michael Henriksen Holding. Dertil kommer et kapitalindskud i virksomheden.

Parterne har ikke oplyst handelsprisen, men flere medier beretter, at prisen menes at ligge i størrelsesordenen 180 mio. euro svarende til 1,343 mia. kr.

Koncernen MH Gruppen er en af Danmarks førende affaldshåndteringsvirksomheder med særligt fokus på genanvendelse af affald, jordrensning samt indsamling og sortering af samme.

MH Gruppen, der blev stiftet af Michael Henriksen i 1997, har hjemsted i Farum nord for København og har omkring 240 medarbejdere, der arbejder fra otte driftssteder.

Den nuværende adm. direktør Christian Rindbøl har været i virksomheden siden stiftelsen og blev udnævnt til adm. direktør i september 2014 efter Michael Henriksens dødsfald - efter Michael Henriksens ønske. Christian Rindbøl udtaler om handlen:

»MH-koncernen har udviklet sig betydeligt siden stiftelsen i 1997 og er i dag pa vej ind i den næste fase af denne udvikling. Vi finder partnerskabet med Agilitas meget spændende, og sammen vil vi drive virksomhedens fortsatte vækst.«

Agilitas kommer med et stort kapitalindskud til virksomheden, hvilket skal medvirke til øget vækst, herunder etableringen af flere driftssteder uden for København.

Martin Calderbank fra Agilitas ser gode muligheder i øget vækst.

»Miljø- og Affaldshåndteringsbranchen er en branche, vi kender og kan lide. Vi ser fremragende muligheder for at fortsætte virksomhedens høje vækst,« siger han i meddelelsen.

Netop det fortsatte arbejde for vækst var en væsentlig faktor for handlen, siger Niels Dahl-Sørensen, bestyrelsesformand for Michael Henriksen Holding.

»Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Agilitas på denne transaktion. Agilitas' måde at gribe tingende an på baserer sig på konkrete erfaringer med affaldshåndtering i andre EU-lande, hvilket giver spændende nye muligheder for MH Gruppen. Det har været afgørende for os som sælgere, at finde en køber, der kan være med til at udvikle MH Gruppen og dermed skabe tryghed for alle vore medarbejdere,« siger han i meddelelsen.