Afbrydelse af forældelsesfrist

Ny afgørelse fastslår, at et udenretligt syn og skøn kun kan afbryde forældelse af et krav, hvis både indehaveren af kravet og skyldneren formelt er part i syn og skønssagen.

Foto: Kasper Palsnov.
Læs mere
Fold sammen

Krav i anledning af fejl og mangler ved en entreprenør eller en teknisk rådgivers ydelse i entrepriseforhold er omfattet af den almindelige tre-årige forældelsesfrist i forældelsesloven, som løber fra det tidspunkt indehaveren af kravet fik eller burde have fået kendskab til kravet. På samme måde forældes krav om erstatning for skadegørende handlinger efter tre år.

Opstår der uenighed om et krav, f.eks. en uenighed i et entrepriseforhold om, hvorvidt der er fejl og mangler ved de leverede ydelser, er det ofte ikke muligt indenfor tre-års- fristen at fastslå berettigelsen af kravet.

Det er derfor nødvendigt at afbryde den løbende tre-årige forældelsesfrist. Denne afbrydelse kan ske ved, at indehaveren af kravet anlægger rets- eller voldgiftssag om kravet.

Det er ofte afgørende for om et krav i et entrepriseforhold er berettiget, hvorvidt de leverede ydelser lider af fejl og mangler, samt hvad det koster at afhjælpe sådanne fejl og mangler.

Disse spørgsmål søges ofte besvaret under rets- eller voldgiftssagen ved et syn og skøn, hvor en sagkyndig udpeges til at udtale sig om, hvorvidt ydelserne lider af fejl og mangler samt om størrelsen af udbedringsomkostningerne.

En rets- eller voldgiftssag kan dog være bekostelig og langvarig. Da syn og skøn kan være afgørende for berettigelse af et påstået krav, kan indehaveren af kravet derfor begære et udenretligt syn og skøn foretaget i stedet for at anlægge en rets- eller voldsgiftssag. Herved kan parterne på baggrund af det udenretlige syn og skøn enten selv løse sagen eller indehaveren af kravet kan efterfølgende anlægge rets- eller voldgiftssag om kravet og anvende det udenretlige syn og skøn i sagen.

For at sikre at denne fremgangsmåde med et udenretligt syn og skøn også rent praktisk kan benyttes, uden at kravet i mellemtiden bliver forældet, findes en særregel i forældelsesloven om, at såfremt der inden forældelsesfristens udløb er begæret et udenretligt syn og skøn, forældes kravet tidligst et år efter det udenretlige syn og skøn er afsluttet. Hvis parterne ikke kan løse sagen efter det udenretlige syn og skøn, har indehaveren af kravet således et år efter det udenretlige syn og skøn til at anlægge rets- eller voldgiftssag, hvorefter forældelsesfristen på ny vil være afbrudt.

Krav i anledning af fejl og mangler eller skadegørende handlinger er ofte dækket af en forsikring eller en garanti stillet af et forsikringsselskab. Forsikringsselskaber inddrages derfor ofte i de udenretlige syn og skøn. Når et forsikringsselskab inddrages i et udenretligt syn og skøn, har det dog givet anledning til tvivl, om det også er nødvendigt for at sikre afbrydelse af forældelsesfristen efter særreglen i forældelsesloven tillige at inddrage den forsikringsdækkede som formel part i skønssagen.

Højesteret har i en ny afgørelse haft anledning til at præcisere forståelsen af den særlige regel om afbrydelse af forældelse ved udenretligt syn og skøn. Den pågældende sag handlede om erstatning for en brandskade. Forud for retssagen havde der været foretaget et udenretligt syn og skøn. Dette syn og skøn var begæret af den skadeslidtes forsikringsselskaber over for to skadevoldende selskaber. Den skadeslidte var ikke selv formelt part i det udenretlige syn og skøn, men havde dog sammen med sin advokat deltaget aktivt under gennemførelsen af det udenretlige syn og skøn. De to skadevoldende selskaber havde desuden været bekendt med, at den skadelidte deltog aktivt i det udenretlige syn og skøn, fordi han mente at have et krav imod de to selskaber.

Da den skadeslidte efterfølgende anlagde retssag imod de to skadevoldende selskaber, fastslog Højesteret i sidste instans, at det udenretlige syn og skøn ikke havde afbrudt forældelsen af den skadeslidtes krav, fordi den skadeslidte ikke selv formelt havde været part i skønssagen. Højesteret har således ved denne afgørelse præciseret, at det er en betingelse, at både indehaveren af kravet og den som kravet rettes mod formelt er parter i det udenretlige syn og skøn, før dette syn og skøn kan afbryde forældelsesfristen.

På baggrund af denne nye præciserende dom kan det fortsat være fornuftigt at anvende udenretlige syn og skøn. Det er dog vigtigt at sikre, at alle de relevante parter i forhold til et krav også formelt er parter i skønssagen.