Advokathær stiller op på OW Bunkers slagmark

Der er væg-til-væg-advokater i OW Bunker-sagen. Berlingske analyserer opstillingen på slagmarken, som den ser ud lige nu.

Foto: Kasper Palsnov.
Læs mere
Fold sammen

Parterne i et kommende retsopgør om OW Bunker-skandalen er ved at være klædt på fra top til tå med advokater. Det afgørende slag kan komme til at stå mellem de excentriske forsvarsadvokater på den ene side – og deres mere skarptslebne kolleger, børsrets- og kapitalmarkedseksperterne på den anden.

Advokatstanden falder i mindst to kategorier. Den ene er forsvarsadvokaterne, »De store Procedører« som de bedste af dem ærefrygtigt omtales blandt jurastuderende. Deres varemærke er talent for performance – de lynende øjne og de buskede øjenbryn, som farer op og ned i panden og understreger vigtige pointer i retssalen. Denne type repræsenterer flere medlemmer af den tidligere OW Bunker-ledelse.

Den anden kategori er M&A-folkene (Mergers & Aquisitions). De er mere slebne og diskrete og færdes hjemmevant i direktions- og bestyrelseslokalerne, hvor de bistår topledelser ved store transaktioner. Denne kategori repræsenterer bl.a. de institutionelle investorer, som varmer op til søgsmål mod OW Bunkers direktion, bestyrelse, investeringsbankerne bag børsprospektet og sælgeren, kapitalfonden Altor.

Nogle af de store advokatkontorer har repræsentanter fra begge kategorier blandt deres partnere og har måttet træffe vanskelige valg, når de skulle beslutte, hvilken hest de skulle satse på. At føre en erstatningssag for en skare af store udenlandske investorer, som Lett Advokater f.eks. satser på, er typisk mere økonomisk attraktivt end at repræsentere et enkelt bestyrelsesmedlem i OW Bunker-sagen.

»Somme tider må vi agere, som når man bliver budt op til dans. Har man øjnet en mere attraktiv dansepartner henne i hjørnet, så undskylder man sig med, at man lige skal på toilettet og håber så at få ham den flotte fyr i garnet bagefter,« fortæller en københavnsk advokat om den positionering, der har været i gang siden OW Bunker gik konkurs.

OW Bunker-siden

Den første advokat, som materialiserede sig i OW Bunker-skandalen, var Arvid Andersen fra det mindre københavnske advokatkontor SJ Law. Han repræsenterer Lars Møller, manden, der af den tidligere OW Bunker-bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen blev udpeget som hovedskurk i en svindelsag til 750 mio. kr. Lars Møller var frem til krakket i starten af november direktør for Singapore-datterselskabet, Dynamic Oil Trading, og tilstod ifølge Niels Henrik Jensen grædende sit bedrageri på et møde for landechefer i OW Bunkers hovedsæde i Nørresundby kort før krakket, hvorefter det var bestyrelsens intention at melde ham til politiet.

Arvid Andersen var hurtigt ude med en melding om, at hans klient intet bedragerisk havde foretaget sig, og siden har han kastet lunser til pressen, som underbygger dette udsagn.

Arvid Andersen er kendt som succesrig forsvarer for Finn Strier-Poulsen, tidligere bankdirektør i Ebh Bank, som Andersen fik frikendt for kursfusk i landsretten i foråret, efter at byretten i Hjørring havde kendt ham skyldig. Blandt Arvid Andersens øvrige klienter tælles tidligere direktør i Roskilde Bank Niels Valentin Hansen og finansmanden Klaus Riskær Petersen.

Få dage efter Arvid Andersens ankomst på scenen stod advokat Anders Németh frem som forsvarer for finansdirektøren i OW Bunkers datterselskab i Singapore, kinesiske Kimmie Goh, og meddelte også på sin klients vegne, at hun ikke havde begået noget strafbart. Németh er sin egen herre i advokatfirmaet Anders K. Németh Advokatselskab.

Både Németh og Andersen er lykkedes med at forstyrre OW Bunker-ledelsens karekteristik af de to Singapore-direktører som bedragere med stor skyld i den børsnoterede virksomheds konkurs. Siden konkursen er der i erhvervspressen tegnet et billede en topledelsen i Danmark, der kendte alt til de enorme kreditter og pantsætninger og kunne følge den løbske kredit i firmaet ved at slå op på ledelsens egen netbank.

Anders Németh og Arvid Andersen er lige nu kolleger i en verserende sag ved byretten i Hjørring, hvor otte tidligere ansatte i Ebh Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Nordjylland er tiltalt for kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig.

Anders Németh er søn af advokat Karoly Németh, og far og søn var i fællesskab forsvarere for ejendomsmatadoren Kenneth Schwarz Thomsen sidste år. Blandt Anders Némeths andre kendte klienter er tidligere Se & Hør-redaktør Henrik Qvortrup, fotomodellen Camilla Vest, storsvindleren Stein Bagger, matadoren Steen Gude og lederen af Tvind-imperiet Poul Jørgensen.

Den tredje forsvarsadvokat i OW Bunker-sagen er John Korsø Jensen fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen, som repræsenterer virksomhedens tidligere mangeårige topchef Jim Petersen. Korsø Jensen grundlagde bl.a. sin karriere som højprofileret forsvarer for Jan Bonde Nielsen, som han sammen med dr. jur. Jesper Berning fik frikendt i byretten i København for mandatsvig. Han var også forsvarer for en af direktørerne i Nordisk Fjer-skandalen.

John Korsø Jensen står lige nu på samme side som Anders Németh og Arvid Andersen ved byretten i Hjørring, hvor han også er forsvarer i kursmanipulationsagen for tidligere direktør i Morsø Sparekasse Jørn Balch Christensen. Men i OW Bunker-sagen er han Némeths og Andersens modpart, idet de to direktører fra Singapore-datterselskabet Dynamic Oil Trading formentlig vil gøre alt for at bevise, at den danske topledelse udmærket kendte til datterselskabets gøren og laden.

Indtil nu har John Korsø Jensen som procedør i avisernes spalter tabt til de to forsvarsadvokater. Hvor Anders Németh og Arvid Andersen fremstår skarpe og godt inde i stoffet, har Korsø Jensen virket mere tøvende med formuleringer à la »som jeg har forstået det...« og undladt at svare på hårde spørgsmål fra pressen.

Pensionskasserne

OW Bunkers tidligere aktionærer varmer op til at gå i kødet på selskabets forhenværende ledelse, bestyrelsen og OW Bunkers revisor, Deloitte. Investorerne satser typisk på advokater, der er specialister inden for finansiering, selskabs- og børsret, og som er vant til at færdes i direktionslokalerne hos virksomhederne.

Ni tidligere investorer i OW Bunker, herunder ATP, PFA, Industriens Pension, Maj Invest og PensionDanmark, er gået sammen om at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af forløbet omkring børsnoteringen for at få klargjort, om det er muligt at sagsøge de ansvarlige parter.

De ni har fundet deres advokater hos Accura og Bruun & Hjejle. Fra Accura kommer partner Morten Jensen, mens Karsten Kristoffersen er partner i Bruun & Hjejle. Den sidste har bla. rådgivet ved BRFkredits fusion med Jyske Bank i år og Danske Bank i forbindelse med Carlsbergs refinansiering af lånefaciliteter i 2013, fremgår det af Bruun & Hjejles hjemmeside. Morten Jensen afslører ikke noget om sit generalieblad. »Jeg er som advokat underlagt tavshedspligt og kan derfor ikke udtale mig om OWB-sagen eller andre sager,« lyder hans tilknappede mail-svar på Berlingskes forespørgsel.

Herudover har en række udenlandske investorer hyret Lett Advokater til at repræsentere sig. Hvilke eller hvilken blandt Letts advokater, det drejer sig om, er uvist.

De øvrige

På nuværende tidspunkt er navnene på den tidligere OW Bunker-bestyrelses, Altors eller OW Bunker-revisor Deloittes advokater ikke kendt. Vi mangler også navne på advokaterne for OW Bunkers tidigere finansdirektør, Morten Skou, hvis han har en, og på den bortviste risikochef Jane Dahl Christensen, som har været i kontakt med ansættelsesretsspecialisten Peter Breum fra Elmer & Paartners i København, men er endt med at vælge en advokat tættere på Aalborg.

Når det gælder den tidligere OW Bunker-bestyrelse, så har et af medlemmerne valgt Søren Lundsgaard fra advokatfirmaet Lundsgaard & Partnere. Kvalificerede gæt på kontorer, som kan bistå de øvrige, er Bech-Bruun, Bergenser Advokatfirma, Advokatfirmaet Erritzøe samt Holst Advokater i Århus, som alle har ekspertise indenfor ledelsesansvar og erstatningsret.

Dansk Aktionærforening varmer også op til søgsmål: »Valget af advokat vil vi overlade til den gruppe af OW Bunker-aktionærer, som vi arbejder på at formalisere. Vi forventer inden jul at kunne melde lidt mere præcist ud om køreplanen,« siger foreningens direktør Jens Møller Nielsen.