Advarselslamperne blinker, og medlemmer af det britiske parlament kræver nu at få sat en stopper for, at det omstridte amerikanske it-firma Palantir, der er kendt for sin spionteknologi, får adgang til følsomme finansdata.

Liberaldemokraterne opfordrede mandag den britiske regering under premierminister Keir Starmer til at sætte en undersøgelse i gang af den kontrakt, som det britiske finanstilsyn, Financial Conduct Authority (FCA), har indgået med Palantir om at sætte firmaets kunstige intelligens til at pløje to års interne efterretningsoplysninger igennem som hjælp til at tackle økonomisk kriminalitet blandt de 42.000 finansforetagender og -institutioner, som tilsynet overvåger – fra større banker til kryptobørser.