Absurde bud fra Google på milliard-auktion

"De må have været overordentligt selvsikre, eller også har de kedet sig," lyder kommentaren til talgymnastik med milliarder af dollar på spil.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beløbene var i sig selv næsten uvirkelige, da softwarevirksomheden Nortels patenter blev sat på auktion. Og kigger man nærmere på buddene fra Google, og det har Reuters gjort, viser der sig at ligge en højst mærkværdig logik bag tallene: Søgemaskine-giganten brugte både Pi, afstanden mellem Jorden og Solen og andre matematiske begreber, mens byderne smed om sig med bud i multimilliard-klassen.

Først bød Google 1.902.160.540 dollar - rundt regnet 10 milliarder kroner. Er man matematik-nørd genkender man måske tallet som Bruns konstant - en teori om primtal fremsat af den norske matematiker Viggo Brun i 1919.

Næste bud fra søgeselskabet lød på 2.614.972.128 eller 13,7 milliarder dollar. Tallet dækker i virkeligheden over Meissel-Mertens konstant, som også omhandler primtal (og som er så indviklet, at undertegnede ikke er i stand til at overhovedet at forsøge at beskrive den).

Undervejs i processen lød et bud fra Google på afstanden mellem Jorden og Solen, og da buddene nåede tre milliarder dollar, smed Google tallet Pi på bordet i form af et bud på 3,14159 milliarder dollar.

Kreativt nok, men det hjalp i sidste ende lige lidt - Google bøjede af, da auktionen nåede over fire milliarder dollar.

Den canadiske tech-virksomhed Nortel gik sidste år konkurs, og selskabets 6.000 patenter og patentansøgninger inden for trådløs teknologi gik efter en månedlang salgsproces til et konsortium bestående af Apple, Microsoft, RIM, EMC, Ericsson og Sony for intet mindre end 4,5 milliarder dollar eller 23,6 milliarder kroner.

Nogle analytikere betegner det over for Reuters som aldeles farligt for Google, at nogle af firmaets største konkurrenter nu ejer rettighederne til teknologi, som Google hidtil har betalt Nortel for at anvende. Nortel har 25.000 ansatte verden over men var under 1990ernes internet- og teleboom oppe på 95.000 ansatte. I 2000 udgjorde Nortel en tredjedel af markedsværdien for hele Torontos børs.

Nortel er Nordamerikas største producent af telefonudstyr, og mange danske virksomheder har Nortel-udstyr stående.

Den finske mobilgigant Nokia og netværksleverandøren Avaya har hver købt dele af Nortel efter betalingsstandsningen.