Abdiceret rejsedronning letter igen

Tidligere topchef for Star Tour, Birthe Madsen, tager igen chefkasketten på med sin ansættelse i flyselskabet Jet Time.

Tidligere direktør i Star Tour Birthe Madsen har fået nyt job som topchef hos Jet Time efter fire måneders selvvalgt pause fra arbejdsmarkedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rejsebranchens selskaber har stået i telefonkø med nye jobtilbud til rejsedronningen Birthe Madsen, efter hun for fire måneder siden sagde sit job op som direktør i rejsekoncernen Tui og topchef for Danmarks største charterselskab Star Tour. Og et af de mange opkald er endt med en ansættelse.

Det skriver Jyllands-Posten.

Birthe Madsen skal nemlig fremover være direktør i flyselskabet Jet Time, hvor hun skal bidrage til at sætte fokus på strategi, struktur og systemer i en virksomhed, der er vokset hurtigt de seneste år. Hun indtræder i direktionen sammen med Klaus Ren, der er administrerende direktør, og med den kommercielle direktør John Uggerhøj.

»Det er noget helt andet end charterbranchen, men jeg kender selskabet ganske godt, fordi de har fløjet for Star Tour i mange år. Jeg har stor tillid til de to direktører, som også etablerede selskabet, og det er meget vigtigt for mig,« siger Birthe Madsen til Jyllands-Posten.

Birthe Madsen fik tilnavnet »Rejsedronningen« i sin tid hos Star Tour, men det var netop alt for lange arbejdsdage og 100 rejsedage om året, der fik hende til at trække håndbremsen og for at få mere tid til familielivet. Hun erkender, at det er et krævende job at være direktør i et flyselskab som Jet Time med en omsætning på 1,5 milliarder kroner, men hun er ikke nervøs for igen at ende i en situation, hvor jobbet tager al hendes tid, oplyser hun til Jyllands-Posten.

Jet Time opfatter ansættelsen af Birthe Madsen som et såkaldt »scoop.«