ABB halter en smule efter forventningerne i fjerde kvartal

Det svensk-schweiziske industriselskab ABB kunne ikke helt følge med forventningerne i markedet med sine tal for fjerde kvartal, hvor både ordreindgangen, omsætningen og driften var lidt under det ventede.

»Dagens forslag om at løfte udbyttet for niende kvartal i træk er en understregning af vores tro på fremtiden,« siger Ulrich Spiesshofer, der er administrerende direktør i ABB. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leonhard Foeger

ABB kan til gengæld glæde sine aktionærer med et løftet udbytte, der er lidt større end ventet.

ABB leverede i oktober, november og december en omsætning på 9280 mio. dollar, mens analytikerne havde ventet et salg på 9496 mio. dollar, viser estimater indsamlet af SME Direkt.

Ordreindgangen i kvartalet blev opgjort til 8478 mio. dollar mod ventet 8608 mio. dollar, mens det operationelle driftsresultat (EBITA) landede på 1021 mio. dollar mod ventet 1027 mio. dollar.

Der er dog tale om en fremgang i både ordreindgang og omsætning, mens driftsresultatet faldt fra 1057 mio. dollar i fjerde kvartal 2016.

Som udlodning for regnskabsåret 2017 foreslår ABB-bestyrelsen en udbetaling af 0,78 schweizerfranc per aktie mod analytikernes forventning om 0,74 schweizerfranc. Det er niende kvartal på stribe, at ABB løfter udbyttet.

I 2017 fik ABB desuden udskilt sine aktiviteter inden for højspændingskabler til danske NKT, og det skaber - sammen med flere andre tiltag - et mere "rent" selskab til fremtiden.

»I transformationsåret 2017 formede vi et strømlinet og styrket ABB, siger Ulrich Spiesshofer,« der er administrerende direktør hos ABB, i regnskabet.

Han mener, at de mange tiltag har sænket risikoen i selskabet og skabt grobund for højere vækst fremover.

»Dagens forslag om at løfte udbyttet for niende kvartal i træk er en understregning af vores tro på fremtiden,« siger Ulrich Spiesshofer.

/ritzau/FINANS