AB Inbev presset af brasiliansk nedtur

En svag udvikling på det brasilianske marked har ramt ølsalget hos bryggerigiganten Anheuser-Busch Inbev, verdens største, der har skuffet en anelse med sit regnskab for første kvartal, skriver Bloomberg News.

Arkivfoto: AB Inbev logo. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS LENOIR

Selskabets omsætning steg med 3,1 pct. - eksklusive valutakursudsving og opkøb - i årets første tre måneder, men her havde analytikerne ventet en fremgang på 6,1 pct.

Der var også en mindre fremgang i indtjeningen, hvor selskabet, der er konkurrent til bryggerier som Carlsberg og Heineken, kunne mønstre et driftsoverskud før skat, renter samt af- og nedskrivninger, EBITDA, på 3,46 mia. dollar.

Det var svagere end ventet, da korpset af analytikere havde spået et plus på 3,74 mia. dollar i kvartalet. I forhold til samme periode året før steg driftsoverskuddet med 2,5 pct.

En svag økonomi i Brasilien med tilbageholdende forbrugere er en del årsagen til de svagere end ventede resultater.

AB Inbev er i øjeblikket ved at fusionere med konkurrenten Sabmiller, hvilket vil skabe verdens med afstand største bryggerivirksomhed.

Selskabet venter, at fusionen finder sted i anden halvdel af 2016. Prisen for handlen lyder på 108 mia. dollar.