Aarsleff indfrier opjusterede forventninger efter stor fremgang

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff havde et forrygende regnskabsår 2014/15, hvor selskabet kom i mål med de forventninger, som blev opjusteret to gange i løbet af året.

Læs mere
Fold sammen

Det blev en realitet på baggrund af en stor forøgelse af omsætningen, der også betød ansættelse af 400 nye medarbejdere i løbet af året.

Per Aarsleff omsatte for 10.254 mio. kr. i 2014/15 mod 8527 mio. kr. året før - svarende til en stigning på hele 20,3 pct. Det blev omsat til et resultat af primær drift (EBIT) på 487,1 mio. kr. mod 349,1 mio. kr. i 2013/14.

På de nedre linjer i resultatopgørelsen noterede Aarsleff sig et resultat før skat og et nettoresultat på henholdsvis 454,8 mio. kr. og 366,4 mio. kr. Det var et løft fra 329,7 mio. kr. og 254,6 mio. kr. på de to poster året før.

Til sammenligning ventede Per Aarsleff et resultat før skat for hele året på 450 mio. kr., men det var 100 mio. kr. mere end forventningerne fra begyndelsen af året. De blev nemlig løftet hele to gange - første gang ved halvårsregnskabet, hvor forventningerne blev skruet op til et resultat før skat på 390 mio. kr. - og siden efter tredje kvartal, hvor prognosen blev løftet til 450 mio. kr.

Den massive fremgang i 2014/15 betød samtidig, at antallet af fuldtidsansatte i Per Aarsleff steg til 4932 ved regnskabsårets udgang fra 4532 ved udgangen af 2013/14.

Per Aarsleff deler da også lidt ud af det gode resultat. Således foreslår bestyrelsen i selskabet, at der udbetales et udbytte på 30 kr. per aktie for regnskabsåret. Det svarer til samlet 61 mio. kr. - eller knap 17 pct. af det samlede nettoresultat.

For regnskabsåret 2015/16, som Per Aarsleff allerede er et godt stykke inde i, venter selskabet en lille nedgang i bundlinjen. Således er forventningen til resultatet før skat for indeværende år 430 mio. kr., fremgår det af årsregnskabet.