Aarsleff ændrer struktur og laver holdingselskab

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff vil ændre i sin struktur ved at oprette et holdingselskab.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK JEPSEN

Det sker ifølge selskabet, fordi det vil være en "hensigtsmæssig ramme for styring og udvikling af selskabets portefølje af aktiver og selskaber".

- Der etableres dermed en selskabsstruktur, der reflekterer ønsket om at styre et større antal forretningsenheder, samtidig med at vi fortsætter med at udnytte synergier på tværs i koncernen gennem one company-strategien.

- Desuden tillader strukturen i større omfang at styre de forretningsmæssige risici, skriver Aarhus-koncernen i en fondsbørsmeddelelse.

Det nuværende Per Aarsleff A/S omdøbes til Per Aarsleff Holding A/S, og her vil alle datterselskaberne være. Samtidig bliver der oprettet et nyt selskab med det gamle navn Per Aarsleff A/S, som vil få tilført aktiviteterne fra moderselskabet.

Direktion og bestyrelse vil være den samme i begge selskaber.

Entreprenørkoncernens planer skal godkendes af aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling, som finder sted i slutningen af marts.