Aage skovler milliarder hjem til Dyne-Larsen i Tyskland

Han blev sendt til Tyskland som helt ung for at bygge Lars Larsens forretning op. Han kunne ikke et ord tysk. Det bremsede ikke Aage Nielsen.

Når Lars Larsen og familien fortsætter med at drøne op ad ranglisterne for de mest velhavende danskere, så er det ikke mindst takket være Aage Nielsen, Lars Larsens mangeårige chef for aktiviteterne i de tysktalende lande.

Lars Larsen og Aage Nielsen har i mange år været nære forretningspartnere - og har bl.a. rejst ud i verden, når der skulle købes varer hjem tiul Jysk-butikkerne.

Og når de to var på indkøbsture i Østen, så boede de altid på samme værelse.

”Der er ikke noget så kedeligt som at sidde alene på et hotelværelse og glo. Så Larsen og mig har altid boet på samme værelse. Det er meget sjovere”.

Sådan siger Lars Larsens ankermand i Tyskland, der i regnskabåret 2006/2007 kunne fremvise et resultat på 690 mio. kr., et resultat der overgår det overskud, som Lars Larsen tjener i hele Norden.

De to har sammen spillet nøgleroller i opbygningen af Jysk, som i dag er en dansk og global detail-kæmpe med en indtjening som kun de færreste i branchen kan matche.

Tysk guldæg
Den stærke indtjening er ikke mindst takket være Dänishes Bettenlager, som er navnet på Lars Larsens aktiviteter i Tyskland og Østrig. Det er Aage Nielsen, der står i spidsen for aktiviteterne syd for grænsen og den lidt generte mand er en købmand af guds nåde.

Han blev en del af Jysk, da det endnu var en lille dansk kæde, men via flid og godt humør viste han Lars Larsen, at han havde evnerne til at gå hele vejen. Lars Larsen sendte for mange år siden en skeptisk Aage Nielsen til Tyskland, hvor han skulle ekspandere Jysk-konceptet. Aage Nielsen talte ikke tysk, så han var noget usikker på, om han kunne løse opgaven – men det kunne han.

Starten var hård, hvor de tyske forretningsfolk kiggede med stor undren på en uformelt klædte Aage Nielsen, der ikke var prototypen på en business-mand i mørke habitter. Aage Nielsen var mere inspireret af 70ér-looket og havde et langt lyst krøllet hår.

Det startede med underskud i Tyskland, men efterhånden som han fandt frem til tyskernes sovevaner kom der skred i salget – og i dag er Aage Nielsen og Jysk i bl.a. Tyskland og Østrig den bedst intjenende del af forretningen med en imponerende overskudsgrad på 17,9 pct.