90-årigt byggefirma standser løn til 180 ansatte

Sjællandsk entreprenør er ved at blive rekonstrueret. De ansatte fik ikke løn for august.

Den næsten 90-årige sjællandske entreprenør Brødrene A. & B. Andersen A/S befinder sig i en alvorlig økonomisk krise og kunne ikke udbetale løn til sine 180 ansatte ved udgangen af august.

Det skriver Dagbladet Roskilde og beretter samtidig, at det siden er lykkedes at finde penge til lønnen, og at der nu bliver arbejdet på at rekonstruere firmaet, mens arbejdet på en større opgave - Karlslunde Plejecenter - ligger stille.

Brødrene Andersen A/S var ifølge Dagbladet en af de virksomheder, der blev "fanget" af konkursen i Roskilde Bank, og først for få måneder siden lykkedes det at få en ny bankforbindelse - det skete efter et indskud på 20 millioner kroner fra en kapitalfond..

Virksomheden har, som tidligere omtalt af ErhvervsBladet, selv nydt godt af konkursen i den store jyske byggekoncern Davidsen. Brødrene Andersen overtog i starten af i år to vejprojekter i kølvandet på Davidsens kollaps.

Læs også: Sjællandsk entreprenør overtager vejprojekter efter krak

Brødrene Andersen er grundlagt tilbage i 1922 og har hovedsæde i Gadstrup mellem Roskilde og Køge samt en afdeling i Kolding.I regnskabsåret 2009/10 omsatte virksomheden for 567 millioner kroner og havde i gennemsnit 151 ansatte.

Byggebranchen har befundet sig i en historisk dyb krise, og både 2009 og 2010 udløste rekordmange konkurser - godt 1000. I år venter Dansk Byggeri et fald til cirka 700 kollapser, hvilket dog stadig er meget højere end før byggekrisen.

Læs også: Sjællandske byggefirmaer bobler af job-optimisme

Læs også: Sjællandsk tømrer buldrer frem trods byggekrise