800 mio. bruger nu WhatsApp

Facebooks storindkøb fra sidste år lægger nu distance til Facebooks egen Messenger-applikation.

Beskedapplikationen WhatsApp, som Facebook købte sidste år, har på tre måneder fået endnu 100 millioner nye brugere. Arkivfoto: Gabriel Bouys, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: GABRIEL BOUYS

Den Facebook-ejede beskedapplikation WhatsApp har nu flere end 800 millioner aktive brugere om måneden.

Det oplyser selskabets administrerende direktør og medstifter, Jan Koum, gennem Facebook, som 19. februar 2014 købte WhatsApp for 19 milliarder dollars.

Siden overtagelsen har WhatsApp fået omkring 100 millioner nye brugere hver fjerde måned. I januar 2015 var der 700 millioner, heraf alene over 70 millioner i Indien, og her tre måneder senere er de 800 millioner altså rundet. I august 2014 var der 600 millioner.

Mere brugt end Facebook Messenger

Dermed har WhatsApp flere brugere end tilsvarende mobilapplikationer, også flere end Facebook Messenger, og for mange er den blevet et alternativ til at skrive SMS-beskeder. Derfor udvidede WhatsApp for nylig med muligheden for at kunne ringe over internetforbindelsen gennem programmet. Man kan også sende billeder, film, geografiske brugeroplysninger og lyd gennem WhatsApp og lave gruppechat - altså på mange måder ganske som med internettelefoniprogrammet Skype.

Facebook selv har lige nu efter eget udsagn 1,4 milliarder månedlige brugere, mens Facebook Messenger-programmet har omkring 600 millioner.

Zuckerberg: Vigtig for Facebooks forretning

Facebook-stifter og -topchef Mark Zuckerberg forventer, at WhatsApp bliver en vigtig bidragyder til Facebooks forretning og indtjening, sagde han i januar.

WhatsApp, som er stiftet i 2009 af de to tidligere Yahoo-folk Jan Koum og Brian Acton, findes til mobilstyresystemerne iOS, Android, Blackberry, Windows og Nokias ældre Series 40 og Symbian.

Man skal oprette sig som bruger med e-mailadresse og telefonnummer for at kunne bruge WhatsApp.