80 truck udskiftet

Odense Stålskibsværft/Lindø har valgt en helt ny gaffeltruckflåde i forbindelse med rationalisering.

Læs mere
Fold sammen
Lindø-værftet – Odense Stålskibsværft på Fyn har outsourcet al reparation og vedligeholdelse på værftets gaffeltruckflåde og har indsat nyt materiel.

Der er i dag 80 enheder. I dette antal indgår fremtidigt 68 fabriksnye Still-maskiner.

Gaffeltruckflåden spænder vidt – lige fra en lille 1.000 kg stabler til en 20 ton gaffeltruck, som alle styres af Still Fleetmanager- system.

Still Fleetmanager-system består blandt andet af tilgangskontrol. Truckføreren sætter sit personalekort i trucken, og hvis føreren er godkendt til truckkørsel i den pågældende afdeling, kan trucken aktiveres – ellers ikke.

Således sikres, at trucken altid køres af uddannet personale med truckcertifikat, hvilket er en betydende sikkerhed på en stor arbejdsplads.

Det har været en stor opgave at gennemgå samtlige arbejdsopgaver med gaffeltruck på hele værftet – herunder at drøfte indsatsbetingelserne med de ansatte for at sikre enighed om de nye gaffeltruck, og hvad de skal løfte i tonnage, og hvilke forhold de skal arbejde under.

Konstant optimering

Rederiet og Still Danmark A/S har skrevet kontrakt på en flerårig rental- aftale, inklusiv al vedligeholdelse og reparation på hele gaffeltruckflåden, hvor skibsværftet kun betaler ét månedligt beløb for samtlige ydelser og således er sikret en konstant optimeret gaffeltruckflåde.

Odense Stålskibsværft A/S - Lindø-værftet i daglig tale har igennem længere tid været i gang med diverse aktiviteter for at præstere større effektivitet med et væsentligt lavere omkostningsniveau.

Det har blandt andet udmøntet sig i kraftige rationaliseringsbestræbelser med en bedre logistik til følge. Målsætningen for værftet er en større driftsikkerhed på det interne transportmateriel, herunder et antal færre skader med højere driftseffektivitet til følge.

Lindø-værftet er en arbejdsplads med 2.200 timelønnede ansatte fordelt på mange forskellige afdelinger.