600 Telenor-medarbejdere får ny chef

Kundeservicen i Danmarks næststørste teleselskab lægges ud til ekstern partner.

Telenor udliciterer fra 1. september sin kundeservice. Foto: Telenor Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Over 600 medarbejdere i Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, får ny arbejdsgiver fra 1. september, når Telenor lægger sin kundeservice ud til en ekstern, international partner.

Det drejer sig om 625 ansatte hos Telenor i Aalborg eller omkring halvdelen af de ansatte dér, som flytter med, når kundeservicen fremover skal håndteres eksternt.

»Dette handler om at få en endnu bedre kundeservice. Vi er ikke ringe, faktisk er vi blandt de bedste af teleselskaberne, men vi vil gerne gå fra superligaen til champions league, og det tror vi, at vi kan gennem aftalen,« siger Jon Erik Haug, administrerende direktør for Telenor i Danmark, til Business.dk.

Skiftedag 1. september

Hvem der skal tage over, vil Telenor endnu ikke sige. Man forventer en endelig aftale på plads i maj eller juni, hvorefter kundeservicen overdrages 1. september.

»Det handler om at øge kvaliteten, at blive mere effektive ved over tid at spare omkostninger og at blive endnu bedre til at sælge. Men, nej, du får ikke tal på, hvad vi sparer. Men vi er optaget af, at kunder og medarbejdere håndteres på en ordentlig måde,« understreger Jon Erik Haug, der selv forventer at bruge en del tid på at sikre dette.

Fortsætter i Aalborg

Medarbejderne blev tirsdag middag orienteret om hensigtserklæringen. Telenors kundeservice vil fortsat ligge i Aalborg, som var dér, hvor mobilselskabet Sonofon i sin tid opstod. I 2000 overtog Telenor mobilselskabet Sonofon og sidenhen internetleverandøren Cybercity, som begge tog moderselskabets navn for nogle år siden.

Kunderne vil derfor stadig få de samme medarbejdere i røret, når de henvender sig.

Aftalen vil betyde, at de 625 medarbejdere i seks måneder fra 1. september vil være fredet og dermed uberørt af eventuelle organisationsændringer.